USAs vicepræsident, J.D. Vance, er ifølge Axios på vej mod Pakistan for at forhandle med Iran.

Men nye meldinger sår alvorlige tvivl om, hvorvidt der overhovedet bliver nogen forhandlinger – og det vil i så fald være noget af en bombe:

»Hvis Iran dropper at møde op til tirsdagens forhandlinger i Pakistan med Iran, så vil det blive anset for en direkte fornærmelse mod Trump. Og det er svært at se den amerikanske præsident tage positivt mod den nyhed,« siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

Det sker efter, at iransk stats-tv tirsdag formiddag dansk tid oplyser, at den iranske delegation stadig ikke har forladt landet og sat kursen mod Pakistans hovedstad, Islamabad, hvor forhandlingerne – hvis de bliver til noget – skal finde sted.

»Bare det, at vi er i tvivl om, at Iran dukker op til forhandlingerne, siger en del om, hvor skidt forholdet er mellem de to lande,« lyder analysen fra Jeppe Elkjær.

Han hæfter sig ved en anden opsigtsvækkende historie, som har ramt medierne natten til tirsdag dansk tid:

At forhandlingerne om en fredsaftale mellem USA og Iran fredag var tæt på et længe ventet gennembrud, men at den amerikanske præsident, Donald Trump, ifølge flere amerikanske embedsmænd, som CNN har talt med, gjorde netop det, hans forhandlere gentagne gange skulle have lovet iranerne, at de ikke ville gøre:

Han forsøgte tilsyneladende at forhandle via pressen.

B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.
B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær. Foto: Bax Lindhardt

Det skulle ifølge CNNs kilder tæt på forhandlingerne have gjort iranernes i forvejen udtalte mistillid til USA endnu større og have forpestet forhandlingerne.

»For det første er iranerne ikke overraskende vrede over, at USA i første omgang kunne finde på at angribe deres land og tage deres øverste ledelse ud,« siger Jeppe Elkjær og fortsætter:

»Og for det andet så er det blevet lækket, at iranerne er dybt vrede og frustrerede over, at Donald Trump – som han ofte gør – forhandler via medier og Truth Social. Det har de angiveligt fortalt amerikanerne, og alligevel har Trump gjort det flere gange.«

Uanset om iranerne dukker op i Islamabad for at forhandle med J.D. Vance og resten af den amerikanske delegation, tvivler Jeppe Elkjær på, at der kommer en fredsaftale i stand:

»Det er ekstremt svært at se, at der skal komme noget konkret ud af de nuværende forhandlinger, når forholdet mellem parterne er så elendigt. Det vil i hvert fald være svært at se, hvilken aftale der skulle lande snart – andet end en mulig forlængelse af våbenhvilen,« slutter B.T.s udlandsredaktør.

Iran har afvist at ville forhandle, så længe USA holder fast i sin blokade af de iranske havne – hvilket Donald Trump hævder at ville gøre, indtil der er indgået en fredsaftale.

Du kan følge situationen i Mellemøsten og international storpolitik i det hele taget i vores liveblog, som du finder lige HER.