Medie: Fredsaftale var tæt på – men så talte Trump med pressen
Ifølge CNNs kilder skete det netop på et tidspunkt, hvor forhandlingerne med Iran var på et meget følsomt stadie.

Ifølge CNNs kilder skete det netop på et tidspunkt, hvor forhandlingerne med Iran var på et meget følsomt stadie.

Fredag var forhandlingerne om en fredsaftale mellem USA og Iran tæt på et længe ventet gennembrud.
Men så gik Donald Trump i aktion.
Ifølge flere amerikanske embedsmænd, som CNN har talt med, gjorde præsidenten netop det, hans forhandlere gentagne gange skulle have lovet iranerne, at de ikke ville gøre:
Han forsøgte tilsyneladende at forhandle via pressen.
Embedsmændene – som skulle have kendskab til forhandlingerne, men udtaler sig til CNN under dække af anonymitet – hævder, at Donald Trump ved at være meget åbenmundet over for både pressen og på sit sociale medie, Truth Social, gjorde iranerne rasende.
Og ifølge CNNs kilder skete det netop på et tidspunkt, hvor forhandlingerne var på et meget følsomt stadie – med det resultat, at iranernes i forvejen udtalte mistillid til USA voksede yderligere:
»Iranerne værdsatte ikke, at præsident Trump forhandlede via sociale medier og fik det til at se ud, som om de havde godkendt emner, de endnu ikke var blevet enige om, og som ikke er populære blandt deres folk derhjemme,« siger en embedsmand med kendskab til forhandlingerne til CNN.
Embedsmanden tilføjer, at iranerne især var utilfredse med og bekymrede over, at de med Trumps udtalelser kom til at fremstå som svage.
I interviews med flere medier hævdede den amerikanske præsident, at Iran var indforstået med alle stridspunkter, herunder at opgive hele sit lager af beriget uran.
En påstand Iran hurtigt gik ud og afviste pure.
Senere kom Trump med en række påstande om forhandlingerne, som viste sig ikke at holde helt stik.
Søndag lod Trump forstå, at den amerikanske vicepræsident J.D. Vance ikke ville deltage i anden runde af Iran-forhandlingerne i Pakistans hovedstad, Islamabad, på grund af sikkerhedsproblemer.
Senere præciserede Det Hvide Hus, at Vance faktisk ville lede den amerikanske delegation i Pakistan.
Mandag hævdede Trump, at Vance allerede var taget til Islamabad, selvom han vicepræsidenten stadig befandt sig i USA og først ville rejse tirsdag.
Og senere mandag påstod Trump, at en aftale med Iran ville blive indgået senere samme dag, til trods for at forhandlingerne tidligst skulle begynde tirsdag – og at iranerne end ikke havde bekræftet, om de ville deltage i forhandlingerne eller ej.
Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, afviser at Donald Trumps med sine udmeldinger skulle have besværliggjort forhandlingerne med Iran.
»USA har aldrig været tættere på en god aftale med Iran, i modsætning til den forfærdelige aftale, som Obama-administrationen lavede, takket være præsident Trumps forhandlingsevne,« siger hun.
Ifølge Karoline Leavitt er dem, der ikke kan gennemskue, at Trumps taktik med at lade forhandlingerne trække ud for at sikre den bedst mulige aftale 'enten dumme eller bevidst uvidende'.
Du kan følge situationen i Mellemøsten og international storpolitik i det hele taget i vores liveblog, som du finder lige HER.