»Der er en mulighed for, at USA kan forråde Ukraine.«
Den franske præsident Emmanuel Macrons ord er i sig selv bemærkelsesværdige – og det kan være særdeles bekymrende, at de overhovedet er kommet frem.
»Det er højst opsigtsvækkende, at den her telefonsamtale mellem en række europæiske ledere – inklusiv statsminister Mette Frederiksen – er blevet lækket til et medie,« siger B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær.
Det fortrolige telefonmøde, hvor også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj deltog, fandt sted mandag, og det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel har efterfølgende fået adgang til et skriftligt referat derfra.
»De spiller et spil med både dig og os,« sagde den tyske kansler, Friedrich Merz angiveligt til Zelenskyj under mødet ifølge referatet, der er gengivet i en lang række internationale medier.
Formuleringer som denne kan nu give os europæere alvorlige problemer.
For med 'de' henviser Merz til den amerikanske delegation med præsident Donald Trumps særlige udsending, Steve Witkoff, og hans svigersøn, Jared Kushner, der i denne uge havde forhandlinger med Vladimir Putin i Moskva.
At samtalen er lækket til Der Spiegel kan ifølge Jeppe Elkjær forklares ved, at der er dyb frustration over, hvordan Trump og hans administration håndterer krigen mellem Rusland og Ukraine.
Men det risikerer i den grad at give bagslag:
»Den her læk kan ses som et bevis på, at folk internt i de europæiske lande har et behov for, at Europa fremstår mere klart – måske endda offentligt siger fra over for USA. Men det kan også komme til at skubbe Donald Trump længere væk fra Ukraine og de allierede europæiske lande,« siger B.T.s udlandsredaktør og fortsætter:
»Der bliver spillet et ekstremt højt spil lige nu.«
I det hele taget bekræfter historien om det lækkede referat, at de europæiske statsledere er dybt, dybt bekymrede over, hvordan forhandlingerne om en mulig afslutning på krigen i Ukraine udspiller sig.
»Hvis vi tager ordlyden (af det lækkede referat fra mødet, red.) for gode varer, så taler det naturligvis ind i den klare frygt, mange europæiske statsledere har om USAs rolle i konflikten mellem Ukraine og Rusland.«
»Bekymringen er, at USA med Donald Trump i spidsen i stigende grad ser Ruslands argumenter over Ukraines og dets europæiske allierede,« slutter Jeppe Elkjær.
Rusland invaderede nabolandet Ukraine i fuldskala i februar 2022.
Siden han i januar 2025 vendte tilbage til Det Hvide Hus, har Donald Trump forsøgt at få en fredsaftale i stand – foreløbig uden held.
