USA kan finde på at forråde Ukraine. 

Sådan lød det skræmmende budskab efter sigende fra den franske præsident, da en række europæiske topledere mandag talte i telefon sammen.

Her advarede Emmanuel Macron angiveligt om, at Donald Trump kan finde på at gå om ryggen på ukrainerne og tvinge dem til at afstå land til russerne - uden at få sikkerhedsgarantier til gengæld. 

Med på linjen under telefonmødet var også den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj. 

Det er det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel, der har fået adgang til et skriftligt referat af telefonmødet.

Her fremgår det, at Emmanuel Macron advarede om, at Volodymyr Zelenskyj er »i stor fare.«

»Der er en mulighed for, at USA kan forråde Ukraine i spørgsmålet om landområder uden at have givet tydelige sikkerhedsgarantier,« sagde Macron ifølge referatet, der er gengivet i en lang række internationale medier.

Blandt dem The Guardian og Reuters

Ud over den ukrainske præsident deltog også Tysklands Friedrich Merz, Natos Mark Rutte, EUs Ursula von der Leyen, Polens Donald Tusk, Italias Giorgia Meloni, Europarådets Antonio Costa, Norges Jonas Gahr Støre og vores egen Mette Frederiksen.

Ifølge Der Spiegel indeholdt resuméet fra mødet en række citater fra de europæiske regeringschefer, hvori de udtrykte usikkerhed overfor amerikanernes tilgang til forhandlingerne. 

Og det var så her, at den franske præsident beskev den nuværende fase som »en stor fare,« for Zelenskyj. 

Hvortil den tyske kansler, Friedrich Merz, tilføjede, at den ukrainske præsident skal være »meget forsigtig.«

»De spiller et spil med både dig og os,« lød det angiveligt fra Merz med henvisning til amerikanernes delegation med Trumps særlige udsending, Steve Witkoff, og hans svigersøn, Jared Kushner, der i denne uge havde forhandlinger med Vladimir Putin i Moskva.