ANALYSE: Meget tyder på, at Donald Trump langt om længe har mistet tålmodigheden med det iranske regime, efter at det i denne uge endnu en gang brød våbenhvilen ved at angribe handelsskibe i Hormuzstrædet.

Det var en udvikling, jeg forudsagde i disse spalter i sidste uge, da regimet også havde angrebet handelsskibe i Hormuzstrædet – stik imod den aftale, Washington og Teheran underskrev den 17. juni.

Ifølge Trump er våbenhvilen nu slut. »De er kræft. Afskum. Onde mennesker,« lød det onsdag fra Trump på et NATO-pressemøde i Tyrkiet.

Og selv om Trump kort efter udtalte, at forhandlingerne i princippet kan fortsætte, hvis hans team ønsker det, gjorde han det klart, at det ikke er noget han ser ske.

Trumps tirade på NATO-topmødet kom i kølvandet på omfattende amerikanske angreb mod bla. iranske radarsystemer, luftforsvar og både tilhørende Revolutionsgarden.

Som modsvar affyrede regimet missiler mod amerikanske baser i både Kuwait og Bahrain.

Men det er ikke kun Trump, der er ved at miste tålmodigheden. NATOs generalsekretær, Mark Rutte, udtalte onsdag, at det var »totalt afgørende«, at USA svarede igen på Irans brud på våbenhvilen.

Saudi-Arabien, Qatar, UAE, Bahrain og Kuwait har alle været ude at fordømme Iran de seneste par dage i kølvandet på regimets angreb mod skibe og amerikanske baser i Golfen.

Spørgsmålet er nu, om man i Teheran forstår, at man har leget med ilden længe nok? At Trump er ved at forberede sig på at genoptage krigen, hvis ikke regimet øjeblikkeligt indstiller angrebene og kickstarter forhandlingerne om en aftale?

Ser man helt rationelt og nøgternt på Irans handlingsmønster, er der meget, der tyder på, at regimet måske i virkeligheden ønsker en ny krig. 

I hvert fald hardlinerne i regimet, der ikke ønsker at opgive deres ambitioner om at få atomvåben – eller konstant at være på tærsklen til at kunne udvikle dem.

Det giver i sig selv en afskrækkende effekt over for Irans fjender. Men en aftale med USA vil betyde, at atomprogrammet bliver afmonteret og overvåget i en sådan grad, at regimet ikke længere vil have ressourcerne til med relativt kort varsel at udvikle atomvåben.

En aftale vil derimod fylde regimets lommer med milliarder og atter milliarder fra løftede sanktioner og frigivne midler fra lande rundt omkring i verden.

Men hvad er vigtigst? Penge eller atomvåben? At tabe ansigt over for de millioner af islamister, der støtter regimet, ved at lave en aftale med »den store satan« – USA – eller at vinde respekt ved at tvinge Trump ud i endnu en svær krig, hvor Washington igen vil komme under pres fra verdenssamfundet?

Alt imens dramaet mellem USA og Iran udspiller sig, sidder én mand i Jerusalem og håber, at det hele eksploderer.

For Benjamin Netanyahu er en ny krig mod regimet at foretrække, da både USA og Israel er Iran suverænt overlegne militært.

For ham giver det ingen mening at lave en aftale med regimet. Det vil give Teheran en kæmpe økonomisk indsprøjtning – og dermed også Hizbollah, en af Israels værste fjender.

Men vigtigst af alt vil en ny krig give Netanyahu et afgørende boost forud for det israelske valg, som han i øjeblikket står til at tabe ifølge meningsmålingerne.

Mellemøsten står endnu en gang over for skæbnesvangre dage, hvor alt kan ændre sig på et splitsekund. Os, der bor på disse kanter, ved, at vi kan gå fra nogenlunde fred og ro til missilangreb og luftsirener på et splitsekund.