ANALYSE: Brud på våbenhviler i Mellemøsten er efterhånden så normale, at de nærmest betragtes som reglen snarere end undtagelsen.

Iran brød – helt som forventet – våbenhvilen i sidste uge, da landet angreb endnu et fragtskib i Hormuzstrædet.

Regimet har gjort det klart, at al maritim transport gennem strædet skal koordineres med dem, og at de insisterer på at opkræve told og afgifter fra alle skibe fremadrettet, når en endelig aftale er forhandlet på plads.

Et på alle måder uacceptabelt krav. Ikke bare for USA, men for resten af verden.

USA svarede selvfølgelig igen ved at angribe regimets radarer og opbevaringssteder for droner. Trumps trussel om at »færdiggøre arbejdet« – altså genstarte krigen – var heller ikke overraskende.

Nu er parterne tilsyneladende blevet enige om at standse volden, efter at Iran angreb både Bahrain og Kuwait. 

Men det er mindre end to uger siden, at man underskrev en 14-punktsaftale, hvor parterne i de efterfølgende 60 dage skulle forhandle en endelig aftale på plads under en våbenhvile.

Aftalen er nu blevet brudt flere gange – både af Iran selv og af Hizbollah, regimets terrorgruppe i Libanon, der fortsat angriber israelske styrker, selv om de er omfattet af våbenhvilen. 

For Israel giver det den nødvendige begrundelse for at svare igen så ofte og så aggressivt som muligt uden at få et rap over nallerne af Trump.

Men stridighederne om Hormuzstrædet og Libanon viser, hvor uendeligt langt parterne er fra hinanden. 

Regimet bruger begge arenaer til at presse Trump til flere indrømmelser i de forhandlinger, der skal munde ud i en omfattende aftale om landets atomprogram.

Regimet ved udmærket godt, at det aldrig kommer til at få USA til at acceptere, at Iran kan opkræve skatter og afgifter fra skibe i Hormuzstrædet. 

Selv hvis Trump skulle træffe så vanvittig en beslutning, ville resten af verden ikke acceptere den. Og det ville bringe en lang række lande på kollisionskurs med USA.

Der er også få – hvis overhovedet nogen – seriøse observatører, der reelt tror, at det scenarie bliver en realitet.

Men regimets sporadiske angreb mod skibe skal ses som en konstant påmindelse til Trump om, hvor let Teheran kan påvirke verdenshandlen. Ét enkelt droneangreb er nok til, at skibstrafikken bliver ramt med det samme.

Denne vigtige skakbrik bliver brugt til at lægge pres på Trump på en anden front, nemlig Libanon, hvor regimet forsøger at presse det israelske militær helt ud af landet.

Den nylige aftale mellem Israel og Libanon, som skal ses som et lille skridt på vejen mod fred mellem de to nabolande, er et nederlag for regimet. 

I Teheran ønsker man, at Hizbollah fortsat skal fungere som en stat i staten, og at terrorgruppen igen bliver en stærk brik i det langsigtede mål om at udslette den jødiske stat.

Problemet med disse kontrollerede eskaleringer og gentagne brud på våbenhvilen er, at regimet risikerer at presse citronen for hårdt.

Hvis de næste seks uger byder på lige så mange brud på våbenhvilen, ender Iran med at male Trump op i et hjørne, hvorfra han ikke har noget andet valg end at genoptage krigen. Midtvejsvalg eller ej.

De eneste, der for alvor vil klappe i hænderne over det scenarie, er Israel, som mente, at det var en stor strategisk fejl at stoppe krigen mod Iran efter blot 40 dage, mens regimet dag efter dag blev ydmyget på eget territorium.

Det ville være skæbnens ironi, hvis Iran ender med at give Israel præcis det, man håber på.