ANALYSE: Det er mere end fire måneder siden, at Irans diktator, Ayatollah Khamenei, blev likvideret af Israel og USA i Teheran.

Hans søn og efterfølger, Mojtaba Khamenei, blev efter sigende såret, men overlevede angrebet.

Eller sådan lyder den officielle forklaring fra regimets side i hvert fald. For ingen har set livstegn fra ham i snart fire måneder. Ikke så meget som en video, der meget let kunne mane rygterne om hans død til jorden.

Spekulationerne og rygterne blev kun forstærket under den seks dage lange begravelsesceremoni, hvor nogle af regimets tilhængere havde håbet at få et glimt af ham.

Det skete ikke. Nogle spekulerede i, at regimet var bange for, om Israel kunne finde på at likvidere ham. Andre mener, at der ikke længere hersker tvivl om, at han er død.

For hvad er grunden til, at en nation med over 90 millioner mennesker ikke må få bekræftet, om manden, der styrer deres land, er i live eller ej?

Hvilke ulemper ville der være ved at udsende en video fra et beskyttet rum, hvor han holder dagens avis i hånden?

Det kan efterhånden indsnævres til to muligheder. Enten er Mojtaba så fysisk medtaget og skamferet, at regimet ikke mener, han fremstår værdig. Den anden mulighed er, at regimet i over fire måneder har løjet for både befolkningen og omverdenen om, at han er i live.

Sidstnævnte kunne være en strategi for at samle regimets tilhængere om en leder, der stille og roligt løfter arven fra sin far i det skjulte. En mytisk figur, der fortsætter kampen mod de to sataner: USA og Israel.

Men der kommer et tidspunkt, hvor regimet ikke længere kan forsvare at holde ham skjult. Hverken regimets tilhængere eller demonstranterne er dumme. De ved, at jo flere dage der går, uden at de ser ham, desto større er sandsynligheden for, at han blev dræbt sammen med sin far.

Uvisheden om hans tilstand betyder, at vi må antage, at det er Revolutionsgarden, der styrer landet med hård hånd. Både helt lavpraktisk, hvor garden sætter regimets kurs og kontrollerer det daglige liv i de forskellige provinser.

Men også på et højere plan, hvor det er dem – og ikke regimets officielle repræsentanter – der bestemmer slagets gang mod USA i skrivende stund.

For hardlinerne i Revolutionsgarden har umådeligt svært ved at acceptere et scenarie, hvor man mere eller mindre afmonterer atomprogrammet – en kronjuvel, der har kostet blod, sved og enorme summer penge at udvikle.

Atomprogrammet er den ultimative afskrækkelse, der gør Iran til en regional stormagt, som mange frygter.

Den afdøde Khamenei skabte gennem årene et system, hvor Revolutionsgarden kontrollerede store dele af økonomien og forsvaret.

Den magt har man naturligvis ikke tænkt sig at overlade til andre. En aftale med USA vil ganske vist betyde et økonomisk boost, men den vil samtidig binde landet – herunder Revolutionsgarden – til en aftale med ærkefjenden, som vil kræve en række indrømmelser.

Uvisheden om Mojtaba Khameneis tilstand virker til at være en nøje kalkuleret strategi fra Revolutionsgarden. Men den har en udløbsdato. Før eller siden bliver regimet nødt til at gå til bekendelse.