ANALYSE: I weekenden starter en ugelang begravelsesceremoni i Iran for den afdøde diktator Ayatollah Khamenei.

Optoget begynder lørdag i Teheran og slutter den 9. juli, hvor Khamenei bliver begravet i sin hjemby Mashhad. Inden da bliver hans kiste bragt til flere hellige byer, herunder Qom samt Karbala og Najaf i Irak.

Regimet har planlagt en massiv propagandakampagne – både på statsstyret tv og i gaderne, hvor billeder af Khamenei hænger overalt.

Sportshaller, moskeer og skoler er blevet omdannet til midlertidige opholdssteder for sørgende iranere.

Hulkende islamister vil samles for at tage afsked med deres leder, og regimet forudser, at det bliver den største forsamling i landets historie. Intet mindre.

Men det er tvivlsomt, om Khamenei vil tiltrække lige så mange mennesker som sin forgænger, Ayatollah Khomeini, gjorde ved sin begravelse i 1989. Og vi finder formentlig aldrig ud af det, da Iran er en lukket boks, hvor al information bliver kontrolleret af regimet.

Alle bliver overvåget, kun ganske få tør kommunikere til omverdenen, hvad der reelt foregår, og ingen uafhængige institutioner kan lave et troværdigt skøn over, hvor mange mennesker der faktisk deltager i optoget.

Regimets sikkerhedsstyrker står samtidig klar til at slå til, hvis demonstranter skulle forsøge at sabotere ceremonien.

For regimets modstandere bliver den kommende uge en trist påmindelse om, at millioner af mennesker fortsat lever under et islamistisk diktatur.

Et regime, som tidligere på året dræbte titusindvis af ubevæbnede demonstranter, henretter homoseksuelle og systemkritikere, undertrykker kvinder på et niveau, hvor kun Taliban og ISIS kan følge med, og bruger enorme summer af statskassen på at finansiere islamistiske terrorgrupper i Mellemøsten.

»Regimet brænder milliarder af på den dyreste begravelse i Irans historie, mens almindelige mennesker sulter under ekstrem inflation og fattigdom. Det er en gigantisk propagandamaskine, der skal dække over, at præstestyrets fundament ryster,« fortalte en eksiliraner mig i dag, da jeg spurgte ham om den kommende uges ceremoni. Af hensyn til hans sikkerhed forbliver han anonym.

»Mens samfundet kræver grundlæggende ændringer i den politiske struktur, forsøger regimet endnu en gang at sælge Khameneis destruktive arv til befolkningen. Fire måneder efter diktatorens død forsøger et sortklædt og kønsopdelt mindretal forgæves at skjule Den Islamiske Republiks rystende fundament. Den almindelige befolkning har derimod valgt at boykotte ceremonien i protest og bliver hjemme,« fortsatte han.

Og for regimet bliver begravelsesceremonien også en bittersød begivenhed. For nok sidder de stadig på magten i Iran, men deres ærkefjender – USA og Israel – ydmygede regimet ved at likvidere deres højtelskede leder samt en lang række af dets øvrige topfolk.

Drabet på Khamenei var på alle måder et kæmpe nederlag og illustrerer på bedste vis, hvor overlegne deres fjender er.

Den kommende uges mindeceremoni vil kun styrke følelsen af hævntørst og afsky over for USA blandt hardlinerne.

At krigen sluttede efter blot 40 dage, var regimets held. Trump begik efter min vurdering en stor strategisk fejl ved ikke at fortsætte krigen, men i stedet indgå i langtrukne forhandlinger, som gav Teheran præcis det pusterum, regimet havde brug for.

Forhandlingerne går mildest talt ikke godt. Det skyldes blandt andet, at hardlinerne i Iran stiller ultimative krav til USA – blandt andet at regimet skal have ret til at opkræve skatter og told fra handelsskibe i Hormuzstrædet, og at Israel skal trække sig helt ud af Libanon, selv om Hizbollah nægter at afvæbne.

Khameneis begravelse er samtidig en god anledning til at gentage spørgsmålet om, hvor hans søn og arvtager, Mojtaba Khamenei, er.

Er han overhovedet i live? Hvis ja, hvorfor tør han så stadig ikke vise sig offentligt?

Det finder vi tidsnok ud af. I mellemtiden bliver den kommende uge i Iran én stor pærevælling af blandede følelser, hvor hævntørst er det eneste, der forbinder regimets støtter og modstandere – hver med deres egen fjende i sigte.