ANALYSE: Som forudsagt i min analyse i B.T. forleden har USA og Iran allerede udført en række nye angreb mod hinanden som følge af eskaleringen i starten af ugen.

USA udførte ramte omkring 100 mål tirsdag, herunder bl.a. luftforsvar, radarsystemer og nu også olietankskibe.

Iran svarede som forventet igen ved at angribe amerikanske baser i Jordan, Kuwait, Bahrain og Irak.

Trump har siden understreget, at angrebene ikke skal ses som et pressionsmiddel til at tvinge Iran tilbage til forhandlingsbordet. For en aftale med regimet er ikke det papir værd, den er skrevet på. Hvilket han sådan set har ret i.

Den amerikanske præsident har yderligere advaret Iran om, at USA vil svare endnu hårdere igen på regimets gengældelsesangreb.

Vi befinder os derfor endnu en gang i en situation, der eskalerer dag for dag, med en præsident, der stille og roligt er ved at indse, at regimet kun forstår én ting, nemlig militær magt.

De varslede nye amerikanske sanktioner, der har til formål at ødelægge den iranske økonomi yderligere, er kun en lille brik i et langt større puslespil.

Men regimet har formået at modstå presset fra sanktioner i årtier, selvom de har ramt befolkningen hårdt.

Der ser altså ikke ud til at være dét, der bliver det fanatiske diktaturs undergang. De eneste to ting, der reelt kan true regimet, er en kombination af massive militære angreb og en efterfølgende revolution på gadeplan.

Altså den plan, man i virkeligheden igangsatte den 28. februar, da USA og Israel gik i krig mod Iran, men som Trump afsluttede præmaturt af ren og skær utålmodighed og frustration over, hvor omfattende og tidskrævende en opgave det reelt var.

At Trump nu også spørger den iranske befolkning direkte, hvornår den vil rejse sig og kæmpe, er både arrogant og ekstremt hensynsløst. For der er intet, iranerne hellere vil end at vælte diktaturet.

Men skuffelsen over, at han stoppede krigen efter blot 40 dage, er enorm. Både blandt dem, der stadig bor i Iran, og de millioner, der lever i eksil rundt omkring i verden.

For hvad regner han med? De har stadig ingen våben. Og regimet er svagt, men dødspatruljerne eksisterer stadig. 

Klar til at massakrere enhver, der tør gå på gaden for at demonstrere, præcis som de gjorde i vinters, hvor titusindvis blev slagtet og tortureret på så bestialsk vis, at det får Israels krigsførelse i Gaza til at ligne en øvelse i tilbageholdenhed.

Hvis Trump reelt håber på, at den iranske befolkning vil rejse sig og løse det problem, han står over for, bør han som minimum give dem præcis det, de ønsker – nemlig endnu en runde af massive og målrettede angreb mod regimet.

Det vil genvække den glædesrus, som lokale iranere har beskrevet, at de følte den 28. februar, da krigen gik i gang. Samtidig bør USA finde en måde at få våben ind til den iranske befolkning. 

Det kan eksempelvis ske ved at skabe en korridor, hvor regimet mister kontrollen over et afgrænset grænseområde.

Vil våben i hænderne på civile uden kamptræning få revolutionen til at forløbe gnidningsfrit og blodløst? Nej. På ingen måde. Ingen har nogensinde påstået, at det endelige opgør på gadeplan vil resultere i fryd og gammen efter to uger med et spraglet demokrati og intern ro.

Det vil sandsynligvis ligne en borgerkrig. Kaotiske tilstande, hvor befolkningen vil blive tvunget til at lægge sin vægt bag et nyt midlertidigt lederskab, indtil der kan afholdes demokratiske valg under nogenlunde rolige forhold.

Alt dette ligger langt ude i fremtiden. Men for nu bør Trump følge sin appel til den iranske befolkning om at bekæmpe regimet op med den handling, de længes efter: flere omfattende og målrettede angreb.