ANALYSE: Det er nu seks måneder siden, at USA og Israel igangsatte en krig mod regimet i Iran.

Krigen sluttede efter 40 dage på et tidspunkt, hvor regimet led enorme tab dag efter dag. Trumps velkendte utålmodighed og aversion mod længerevarende krige blev en livline for diktaturet.

USA og Israel havde tabt krigen, Iran stod nærmest stærkere end før, og stort set ingen af de mål, man havde sat sig, var blevet opnået, lød det fra de sædvanlige eksperter. 

Det helt store argument var, at regimet havde formået at lukke for trafikken i Hormuzstrædet ved at angribe handelsskibe. 

Verdensøkonomien var ramt, USA kunne intet stille op, og derfor indgik amerikanerne i forhandlinger med det nye og endnu mere rabiate regime, der overtog ledelsen af landet, efter at dets forgængere var blevet likvideret.

Samtidig havde regimet formået at bevare en del af sine ballistiske missiler og droner, og dele af atomprogrammet overlevede. Derfor, mente eksperterne, var krigen tabt for USA og Israel.

En fejlanalyse både dengang og i endnu højere grad her seks måneder efter krigens start. Først og fremmest er regimets tab, både militært og økonomisk, usammenlignelige med dem, USA og Israel har lidt. 

Det gør i sig selv Iran til krigens tabere, hvis man overhovedet kan tale om dét på et tidspunkt hvor konflikten stadig er igang. 

Men en række hændelser de seneste par måneder har samtidig vist, at det, som eksperter spåede ville blive regimets absolut stærkeste kort på hånden, har vist sig ikke at være nær så kraftigt et våben som først antaget.

Selvom oliepriserne stadig er høje, er de ikke eksploderet til de højder, nogle eksperter forudså. Aktiemarkedet er stabilt og har heller ikke lidt voldsomt. 

Vigtigst af alt har USA – ifølge amerikanerne selv – formået at fjerne de fleste undervandsminer i Hormuzstrædet, som regimet plantede under krigen, og trafikken gennem strædet er nu steget 30% sammenlignet med sidste uge. 

USA estimerer, at man har eskorteret omkring 1.500 handelsskibe gennem strædet de seneste par måneder.

Derudover har USA indført en maritim blokade af Irans havne for at kvæle regimets olieeksport. Washington har også advaret lande om at stoppe al handel med Iran eller blive mødt med sanktioner.

Inflationen i Iran er steget 66% sammenlignet med samme periode sidste år. Selv præsidenten og den øverste leder, Mojtaba Khamenei, har advaret om den økonomiske situation, herunder massiv arbejdsløshed.

USA's angreb i nat mod iranske raketaffyringsramper, der angiveligt var parate til at lægge flere miner ud i Hormuzstrædet, og de gengældelsesangreb, regimet udførte mod amerikanske baser i UAE og Jordan, vidner om, at konflikten så småt er ved at blusse op igen.

For status quo er ikke holdbar – hverken for USA eller Iran. Regimet risikerer nye massedemonstrationer, hvis økonomien fortsætter med at smuldre. Og selvom USA stille og roligt får åbnet Hormuzstrædet, er det ikke holdbart, at den amerikanske flåde skal agere permanent patrulje.

Godt nok har Frankrig og Storbritannien sagt, at de er klar til at igangsætte en maritim operation i Omans territorialfarvand, der blandt andet skal fjerne miner og beskytte handelstrafikken. 

Men koalitionen, som de to lande forsøger at udvide, er stadig undervejs, og det er usikkert, om og i hvor høj grad den bliver involveret i iransk farvand.

Den naturlige konklusion er derfor, at vi bør forvente flere angreb fra både USA og Iran i den nærmeste fremtid, der for hver især vil fungere som pressionsmidler for at få en endelig aftale på plads. 

Men en aftale vil kræve store indrømmelser fra begge eller en af parterne. Noget, der indtil nu har virket dybt urealistisk.