»Den grundlæggende holdning er, at han har fejllæst situationen fuldstændig.«
Joe Biden er ikke en mand, som er særlig populær for tiden, når det gælder udenrigspolitik. Det mener B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.
»Han har fejlagtigt troet på, at de allierede styrker havde tænkt sig at kæmpe til det sidste. De har satset mange penge på en militær løsning, som har vist sig at være dårlig,« siger han og fortsætter:
»Den nuværende kritik går på, at da han kom til magten, der solgte han sig selv som en udenrigspolitisk globetrotter. Han har været der i mange år, og han ville vide, hvordan beslutningerne skulle tages. Nu har han stået overfor tidens vigtigste beslutning og har i den grad fejlet.«

USA har brugt på den anden side af 500 milliarder kroner på optræning, krigsførelse og soldater i Afghanistan og har nu måttet indse, at der ikke var mere at gøre.
Taliban har overtaget det meste af Afghanistan og har i de seneste timer gjort et sidste indtog i hovedstaden, Kabul.
»De har kigget på hastigheden af Talibans rædsel og indset, at man ikke kunne nå at stoppe det, og har trukket sig. Der er ingen, der kan være tilfredse med den beslutning,« siger Jakob Illeborg.
»De var 300.000 afghanske soldater mod 75.000 talibanere, og afghanerne er blevet fejet af banen. Det med at løbe fra tusinder af afghanere, som man har lovet at beskytte, det huer på ingen måde Bidens vælgere,« fortsætter han.
I løbet af søndagen har præsident Ashraf Ghani forladt landet, og Taliban har indtaget præsidentpaladset.
Al flyvning til og fra Kabul er indstillet, og tusindvis af mennesker er strandet i lufthavnen i Kabul. Men man står stadig og mangler en klar udmelding om, hvad der kommer til at ske.
»Joe Biden var aldrig tilhænger af krigen, fra dengang han var udenrigsminister, så det bliver spændende at se, hvad Joe Biden ender med at gøre nu. Vil han stoppe op og sige fra med, at vi skal reagere anderledes og sige, at vi ikke vil have et Taliban-ledet Afghanistan? Eller siger man, det er ærgerligt, men vi er ude og færdige? Det svar er noget, vi alle venter på.«

Og Joe Bidens situation er også noget, som bliver vendt af danske politikere. Blandt andet af De Konservatives Rasmus Jarlov på Twitter, som langer ud efter den 'manglende' præsident.
'Gå af. Det er den totale ydmygelse, svigt og nederlag for Vesten,' skriver han blandt andet på Twitter.



