I disse minutter koger internettet med forargelse over Talibans indtog i Afghanistan, og nu deles der 'tæv' ud til USAs præsident, Joe Biden.

'Gå af! Det er den totale ydmygelse, svigt og nederlag for Vesten,' skriver den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov på Twitter.

For efter USA meddelte, at de ville trække deres soldater ud af landet, gik det stærkt.

Først røg Kandahar, en af de større provinsbyer i Afghanistan og et vigtigt træk for Taliban. Og efterfølgende led flere provinsbyer samme skæbne. Til skræk og rædsel for befolkningen, men også alle dem, der ser med udefra.

Nu er turen kommet til hovedstaden Kabul, og Taliban har meldt ud, at de ønsker en fredelig overtagelse af magten, selvom deres tilgang har været alt andet end fredelig.

Og meget af det er præsident Joe Bidens skyld, hvis man spørger Rasmus Jarlov.

'Hele Vesten ydmyges af en flok barbarer i pickup rucks på Bidens vagt,' skriver han på Twitter og fortsætter:

'Har aldrig set noget så pinligt for en amerikansk præsident.'

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Jarlov, men uden held.