Storbritannien kunne bryste sig med at være det første land i verden, der begyndte at vaccinere med en færdigtestet Pfizer/BioNtech-vaccine.

Kort tid efter viste det sige, at to ansatte i det britiske sundhedssystem oplevede kraftige allergiske reaktioner efter at have fået vaccinen, og det har skabt bekymring blandt befolkningen.

Ifølge B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, så regner myndighederne med, at det ingen større betydning får for den videre vaccinering af den britiske befolkning:

»Det er aldrig godt, når sådan noget kommer. Jeg tror heller ikke, at de fleste forventede, at sådan noget ville ske, fordi den er blevet lovprist. De britiske sundhedsmyndigheder har nu været ude og berolige befolkningen. Det er kun folk med tendens til kraftige allergiske reaktioner, der skal passe på. Dem, der får den tilbudt her nu, skal fortsætte med at modtage den uden bekymringer.«

»Det, der kan være problematisk, er, at en større del af den britiske befolkning er skeptiske mod vaccinen i forvejen. En tredjedel er i øjeblikket skeptiske for at modtage vaccinen, men folk skal være rolige, selvom det næppe er de sidste kedelige reaktioner. Det er jo et nyt produkt, og sådan nogle ting sker.«

Begge ansatte er ved at komme sig fint, oplyses det.

I en udtalelse til The Guardian fortæller professor Stephen Powis, der er den nationale sundhedsdirektør i det britiske sundhedsvæsen, at de to, der udviste en allergisk reaktion, netop har en historik med 'betydelige allergiske reaktioner':

»Som det er normalt med nye vacciner, har MHRA (lægemiddelmyndigheden, red.) rådet ud fra et sikkerhedshensyn, at folk med en betydelig historik med allergiske reaktioner ikke modtager denne vaccine, efter to folk med en betydelig historik med allergiske reaktioner reagerede negativt (på vaccinen, red.) i går,« siger han.