I Sydafrika er der et før og et efter Desmond Tutu, og der er ikke nogen, som har haft samme betydning for landet som ham.

»Han vil blive hyldet og mindet ikke bare i Sydafrika men i hele verden. Med rette.«

Sådan siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

Han fortæller, at Desmond Tutu var et helt ekstraordinært kærligt menneske, der stod for noget af det allersmukkeste i kristendommen.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Ida Marie Odgaard

Desmond Tutu gik søndag bort i en alder af 90 år. Hele sit liv kæmpede han for menneskerettigheder.

I 70erne blev han kendt i hele verden for sin kamp mod apartheidstyret i Sydafrika, og da styret faldt spillede han en afgørende rolle, fortæller Jakob Illeborg.

Desmond Tutu stod i spidsen for en kommission, hvor folk, der havde været udsat for overgreb under apartheidstyret mødte deres overgrebsmænd.

Foran rullende kameraer fortalte de, hvad de havde været udsat for, og de, der havde begået overgrebene, fik derefter muligheden for at sige undskyld.

Desmond Tutu fotograferet med sin kone i 1984, hvor han vandt Nobels fredspris. (Photo by SCANPIX SWEDEN / AFP)
Desmond Tutu fotograferet med sin kone i 1984, hvor han vandt Nobels fredspris. (Photo by SCANPIX SWEDEN / AFP) -

»Det var et forsøg på, at få folk til at lytte og tilgive, og det var en enestående tankegang, for hvad gør man i så svær en periode, hvor der er så meget vrede i befolkningen,« spørger Jakob Illeborg.

Han fortæller, at Desmond Tutus forsøg på at få parterne til at mødes og tale sammen mødte masser af kritik fra både de forurettede og dem, der havde begået overgreb.

Alligevel var arbejdet med at forsøge at ‘hele nationen’ noget af det, der var med til at indbringe Desmond Tutu Nobels fredspris i 1984.

»Men det var også med til at nedbryde ham, fordi det var så hårdt at lytte til de ting, folk havde været udsat for under apartheidstyret,« siger Jakob Illeborg..

Han fortæller, at Desmond Tutu vil blive husket og mindet som én, der hævede sig over den naturlige hævnfølelse og insisterede på tilgivelse.

»Det blev hans livsværk at forsøge at skabe heling, hvor heling virker umulig,« siger Jakob Illeborg.

Desmond Tutu var gift og efterlader sig fire børn.