'Undskyld' er ugens ord. Én berømthed sagde det for sent. En anden sagde det, men mente det vist ikke, en tredje burde have sagt det for længst – og en fjerde kunne ikke drømme om at sige det.

Skæbnestunderne nærmest faldt over hinanden denne uge, der som bekendt startede med topmøder mellem Rusland og Vesten. Mens jeg skriver dette, befinder jeg mig i Kramatorsk i Donbas-regionen i Ukraine, 2.500 kilometer fra Danmark.

Det er minus 17 grader udenfor, og den bidende kulde afspejler meget godt stemningen mellem præsident Putin og Vestens ledere. De ukrainere, jeg taler med på gaden, forventer en eller anden form for russisk angreb når som helst.

Vladimir Putin er ikke en mand, der ofte siger undskyld. det ville ellers klæde ham
Vladimir Putin er ikke en mand, der ofte siger undskyld. det ville ellers klæde ham Foto: ALEXEY NIKOLSKY
Vis mere

Hvis Joe Biden og co. havde forventet en pragmatisk tilgang fra Rusland, måske ligefrem med en undskyldning for måneders sabelraslen ved Ukraines grænser, må de tro om igen. Fornemmelsen her er snarere, at vi er i opløbet til en dramatisk og muligvis meget farlig udvikling. Putins krav om at rulle tiden tilbage til Den Kolde Krig, hvor Moskva herskede hårdhændet over den kommunistiske verden, der strakte sig helt til Berlin, er helt hen i vejret.

Putin ved udmærket, at Vesten aldrig vil kunne acceptere de russiske krav om, at hverken Ukraine eller Hviderusland nogensinde må kunne søge om Nato-medlemskab. Og netop dette afslag kan give ham mulighed for at vise muskler over for stakkels Ukraine, der endnu en gang kan blive genstand for Ruslands febrilske forsøg på at vise sig som den supermagt, man ikke længere er.

Prins Andrew mp ikke lpængere benytte titlen 'Your royal highness', og skal aflevere sine militære ordner tilbage
Prins Andrew mp ikke lpængere benytte titlen 'Your royal highness', og skal aflevere sine militære ordner tilbage Foto: JOHN THYS
Vis mere

Når vi nu er ved manglende undskyldninger, så havde det også klædt den nu forhenværende kongelige højhed prins Andrew at have givet Victoria Giuffre – der beskylder ham for at have haft sex med hende tre gange, mens hun var mindreårig og i øvrigt sex-trafficked ind til lejligheden – en undskyldning eller i det mindste anerkende, at de to har haft noget med hinanden at gøre.

Prinsens katastrofale pressehåndtering og pinlige krumspring for at undgå et søgsmål i New York er nu endeligt blevet afvist, og det fik Andrews mor, dronning Elizabeth, til at træde i karakter og kræve prins Andrews militære ordner tilbage, samt at han stopper med at bruge tituleringen Your Royal Highness. I stedet skal han nu som civil forsvare sig mod anklagerne i USA. Det bliver næppe særlig lystigt, og han har jo ikke engang et efternavn. Dybt at falde for dronningens yndlingsbarn, men faldet kan blive dybere endnu.

Novak Djokovic er igen blevet nægtet visa. denne gang af Australiens regering
Novak Djokovic er igen blevet nægtet visa. denne gang af Australiens regering Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

Når det gælder ikke rigtigt at mene sin undskyldning, så er Novak Djokovic skyldig. Tennisstjernen brød indtil flere coronaregler i Serbien, da han efter at have testet positiv deltog i flere arrangementer. Det giver yderligere arsenal til hans mange modstandere, der nu også inkluderer Australiens premierminister, Scott Morrison. Han skal nemlig på valg om få måneder, og sagen om Djokovics visa til Australian Open voksede sig i ugens løb til regulær storpolitik.

Scott Morrison har gjort alt for at gøre Djokovic til syndebuk for den australske regerings egen mangelfulde håndtering af coronapandemien. Og det lykkedes tilsyneladende at samle en stor del af nationen i vrede over den forkælede serbiske vaccinemodstander. I skrivende stund er Djokovic igen blevet nægtet visa, nu »i nationens interesse«. Om denne strategi holder helt i mål for den pressede australske premierminister, er en anden snak – men Djokovic står i hvert fald med et seriøst og ikke let løseligt imageproblem, som er delvist selvskabt.

Boris Johnson ligner en dead man walking efter endnu en fast-skandale
Boris Johnson ligner en dead man walking efter endnu en fast-skandale Foto: TOLGA AKMEN
Vis mere

Endelig er der britiske Boris med de gyldne lokker. Premierminister Boris Johnson var ude med en undskyldning, der kom alt for sent og kun kom, fordi britiske medier havde gravet sandheden frem. Boris Johnson deltog i en havefest med medbragt sprut til lejligheden, mens hans regering samme dag havde beordret briterne til at forblive hjemmeisoleret.

Allerede før Boris Johnson kom til magten, advarede Max Hastings, hans tidligere chef på The Daily Telegraph om, at Boris Johnson var en doven charlatan, der ikke var værdig til at beklæde sit kommende embede. Noget tyder på, at Hastings havde ret. Boris Johnson ligner en dead man walking. Han kan være væk allerede om nogle dage, hvis det viser sig, at han har løjet over for parlamentet. Ellers er et godt bud, at han er væk alligevel før sommeren.

Jeg fik på et tidspunkt på puklen af en læser for at citere Shakespeare i min klumme. Så denne gang bliver det lidt mindre højttravende. En undskyldning, eller mangel på samme, har spillet en afgørende rolle i ugen, og som Elton John synger: »Sorry seems to be the hardest word«.