I Ukraine holder man lige nu vejret og venter på et forestående angreb. De halvanden million fordrevne fra den sidste krig med Rusland viser tydeligt, hvad der ligger i vente, hvis Rusland invaderer.

»Vi har slået os sammen og bor sammen. Vi har næsten ingenting, men vi har hinanden,« siger Ekatarina, en kvinde i 20erne, der nu bor i et herberg sammen med andre internt fordrevne.

Vi står i hendes lille køkken. Væggene er tapetseret med gamle olivenolie-papkasser, og mindst en håndfuld børn løber rundt omkring os. Her er vel mindst ti mennesker på under 30 kvadratmeter.

Ekatarina er mor til to af børnene. Hun smiler undskyldende, mens hun fortæller, hvordan hendes familie i årevis har levet fra hånden til munden i en desperat kamp for overlevelse.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker krisen i kraine frta frontlinjen mod Rusland
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker krisen i kraine frta frontlinjen mod Rusland
Vis mere

»Vi anede ikke vores levende råd. Vi var lykkelige for at få denne lejlighed, men den er dyr, og vi har næsten ingen indtjening. Vi sov på gulvet i lang tid, indtil vi fandt en madras på gaden,« fortæller hun.

Ligesom mindst halvanden million andre er hun og hendes familie internt fordrevne fra krigen med Rusland i 2014. Fængslinger, trusler og vold med lokalbefolkningen førte til den største strøm af internt fordrevne i Europa siden Anden Verdenskrig. Deres historie bliver dog kun sjældent fortalt.

»Vi har boet her i Kramatorsk, siden vi flygtede fra krigen. Vi ville gerne rejse tilbage til Donetsk, men vi kan ikke på de pas, vi har. Her i byen bliver vi ikke behandlet særlig godt. Folk mener, at vi har taget andres bolig, og at vi ikke hører til her. Livet er ikke nemt,« siger Sasha, en af husets andre kvinder, til B.T.

De internt fordrevne er ofrene fra den sidste krig mellem Ruslands og Ukraine. De er nu spredt ud over hele landet, men de fleste bor her i Donbas-regionen. Og nu kan en ny krig være på vej.

Ukrainsk soldat patruljerer i skyttegravene ved den russiske grænse.
Ukrainsk soldat patruljerer i skyttegravene ved den russiske grænse. Foto: ANATOLII STEPANOV
Vis mere

»Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis russerne kommer igen. Vi kan vel prøve at gemme os, men ellers må vi på vejen igen og forsøge at finde et andet sted at leve,« siger Sasha.

Frygten for russerne er tydelig her i Kramatorsk, en middelstor by, der blev overdynget af russiske missiler og raketter i 2014, og som ligger få timers kørsel fra den russiske grænse. Kramatorsk vil være en af de første byer, der falder, hvis Rusland angriber.

En midaldrende dame, B.T. falder i snak med på en af byens iskolde og snefyldte gader, fortæller, at man lærer at leve med usikkerheden.

»Vi regner med, at russerne vil angribe, men livet kan jo ikke bare gå i stå. Hvis de kommer, så må vi væk, og det er naturligvis utrygt, men hvad andet end at leve videre kan vi gøre?« siger hun.

Ligesom mange andre i Donbas vil hun ikke have taget et billede af sig eller opgive sit navn af frygt for repressalier.

Ekatarina bor i et herberg sammen med anmdre internt fordrevne
Ekatarina bor i et herberg sammen med anmdre internt fordrevne
Vis mere

En ikke uvæsentlig del af Kramatorsks befolkning er nu internt fordrevne. Hvor mange er svært at sige. De fleste klarer sig ligesom Ekatarina sig skidt, men der også dem, der har været i stand til at bygge et nyt liv ud af ingenting.

Olga er en af dem. Hun er vel omkring 30 år gammel og har slået sig ned i byen sammen med sin datter. Det er ikke en let hverdag, men de havde ikke noget valg.

»Det var for farligt for os i Donetsk. Byen blev konstant beskudt, og min datter så ting, børn ikke skal se. Hun så folk blive dræbt, og hun blev bange. Så jeg besluttede, at vi måtte flygte, og det her er den nærmeste by på Donetsk. Så selvom vi er væk fra hinanden, så er jeg fysisk ikke så langt fra min familie. Men det bliver aldrig mit hjem, og jeg savner Donetsk,« siger Olga.

Hun har ikke set sin familie i tre år. En karantæne gør det umuligt for dem at tage tilbage.

Olga er en af halvanden million internt fordrevne i Ukraine. Hun bor med sin datter i Kramatorsk
Olga er en af halvanden million internt fordrevne i Ukraine. Hun bor med sin datter i Kramatorsk
Vis mere

»Det er blevet et helt anderledes liv, end jeg havde forventet. Jeg er flyttet 14 gange de seneste fem år, og det er ikke let. Engang måtte vi flytte med to timers varsel. Jeg samlede det, vi havde, og tog min datter i hånden og gik. Det er en kamp, men jeg prøver for min datters og min families skyld,« siger Olga, der får fugtige øjne, mens hun taler.

B.T. spørger hende, hvorfor hun ikke har valgt at søge mod Kiev, hvor der er mere arbejde og også tryggere end her. Hun fortæller, at det kræver penge og en lejlighed i Kiev, men også at det med at være tæt på familien betyder meget, selvom hun ikke ser den.

»Min far besøger mig en gang om året. Han får en særlig tilladelse til at komme her, og han ville ikke kunne tage hele vejen til Kiev, så jeg bliver her,« siger Olga.

B.T.s udsendte forholder hende, at det er et meget stort offer for at se sin far en gang om året. Olga smiler vemodigt og siger, at det er et offer, hun er villig til at betale.

Hun har fået et arbejde, som hun er glad for. Hun underviser andre i, hvordan man skal håndtere de mange landminer, der er strøet ud over hele Donbas-området. Det er et meningsfuldt arbejde, og det fastholder hende i drømmen om, at hun en dag igen kan leve sammen med sin familie.

»Det er jo et håb, jeg har. Jeg ved ikke, om det nogensinde bliver til virkelighed. Der er så mange ting, der står i vejen, og vi ved jo ikke engang, om vi kan blive her, hvis russerne angriber. Vi tager livet, som det kommer, en dag ad gangen.«