En indisk bryllupsfest endte søndag på tragisk vis, da en vildfaren kugle slog brudgommen ihjel.

Det skriver The Times of India.

Det, der skulle have været en festlig fejring af kærlighed, endte i tragedie, da nygifte Sunil Verma blev skudt i brystet til sin egen bryllupsfest søndag aften.

Ifølge mediet sad den 25-årige brudgom i skrædderstilling på gulvet omringet af gæster, da én af gæsternes våben pludselig gik af og sendte en vildfaren kugle direkte i brystet på ham.

Skytten, Ramchandra, var en tæt ven af gommen, og havde medbragt en pistol, fordi det i store dele af Asien er kulturelt acceptabelt at affyre skud op i luften, når man fejrer festligheder som Nytår, jul, Eid og bryllupper.

Det endte dog helt galt, da han kom til at affyre sit våben og ramte gommen, der døde af sine kvæstelser bare minutter senere, på trods af at gæsterne gjorde et ihærdigt forsøg på at redde hans liv.

Flygtede fra stedet

Selvom skuddet angiveligt blev affyret ved en fejl, flygtede skytten fra brylluppet. Tirsdag blev han dog pågrebet i en by ikke langt fra den indiske landsby Rampur, hvor festen blev holdt.

»Han har indrømmet, at han skød, men efterforskningen fortsætter. Vi har fundet mordvåbnet,« siger efterforskningenslederen Ghanshyam Chaurasia til nyhedsbureauet AFP.

Han fortæller desuden, at alt tyder på, at dødsfaldet er et tragisk uheld, men at de stadig efterforsker sagen fra alle mulige vinkler.

Det er langt fra første gang, at indiske statsborgere dør som følge af vildfarne kugler, der bliver skudt af for at markere en fejring. Søndag, samme dag som Sunil Verma, døde også en 20-årig mand, mens han deltog i sin fætters bryllup, og tilbage i februar døde en brudgom under sin bryllupsfest i New Delhi, da han blev ramt af en vildfaren kugle.