Tallene er blodrøde for den britiske økonomi.
»Brexit har gjort en dårlig situation værre,« siger Samuel Tombs, chef-EU-økonom ved Pantheon Macroeconomics.
For første gang er der nu kommet reelle tal på konsekvenserne af Brexit, der trådte i kraft ved årsskiftet. Ifølge Storbritanniens nationale statistikere fra ONS (Office for National Statistics) er flere nøgletal styrtdykket i januar 2021 set i forhold til måneden inden:
Eksporten af varer til EU faldt med 40,7 procent, svarende til 48,5 milliarder kroner.
Importen af varer fra EU faldt med 28,8 procent, svarende til 57 milliarder kroner
Det er det største fald på bare én måned i mere end 20 år. Samtidig faldt den samlede britiske økonomi (BNP) med 2,9 procent i forhold til december 2020.
Og selvom ONS samtidig bemærker, at tallene så ud til at rette sig til mod slutningen af januar, er der grund til bekymring – mener førnævnte økonom.
»Brexit er som en langsom punktering frem for en pludselig eksplosion, fordi omkostningerne også langsomt akkumuleres på grund af lavere investeringer og indvandring,« siger Samuel Tombs til The Guardian.
Revisionsvirksomheden KPMG påpeger ligeledes ifølge BBC, at Brexit sandsynligvis er skyld i de store januarfald i handlen med EU og sammenligner med, at Storbritanniens handel med lande uden for EU omvendt steg med 1,7 procent i januar.

Samme dystre udsigter tegnes også af Suren Thiru, der er cheføkonom ved det britiske handelskammer:
»Det betydelige fald i Storbritanniens eksport til EU sammenlignet med ikke-EU-lande giver en ildevarslende indikation for skaderne af handlen efter Brexit,« siger han til BBC og forudser konsekvenser i hele første kvartal af 2021:
»De praktiske udfordringer, virksomhederne står foran, er mere end bare lidt indkøringsvanskeligheder.«
En talsmand for den britiske regering nedtoner dog problemerne og mener ikke, at det afspejler billedet af det nuværende handelsforhold mellem EU og Storbritannien:
»Mange virksomheder har tilpasset sig godt, og vores fokus er nu at give alle virksomheder, der stadig har udfordringer, den støtte, der er nødvendigt for at kunne handle effektivt med EU.«
Også coronapandemien, hvor Storbritannien har haft gang i tredje lockdown i januar, har selvfølgelig påvirket landets økonomi. Landets BNP er faldet med 9 procent siden starten af coronatiden.


