'Nok er nok.'

Flere britiske realitydeltagere er rasende efter den tidligere Love Island-deltager Mike Thalassitis' død som blot 26-årig. Rasende på de tv-stationer, som sender de populære programmer.

Mike Thalassitis blev fundet død ved sit hjem i Essex i fredags. Han havde taget sit eget liv - og det får flere tidligere Love Island-deltagere til at slå alarm.

For de mener slet ikke, at tv-stationerne klæder deltagerne på til den omvæltning, deres liv tager, efter at de er tonet frem på skærmen – og i mange tilfælde pludselig bliver et kendt ansigt.

»Forhåbentlig vil realityprogrammer fremadrettet hjælpe deltagerne mere, efter at de har været på skærmen. For jeg kan sige, at det bestemt ikke var tilfældet efter min deltagelse, selv om flere af os havde brug for det. Folks liv ændrer sig på et øjeblik, og ingen kan forberede sig på det mentalt. Hverken det gode eller det dårlige (der følger med, red.),« siger den tidligere Love Island-deltager Kady McDermott til Daily Mail.

Andre er mere direkte i kritikken af tv-kanalen ITV, som sender Love Island i Storbritannien.

'Nok er nok,' skriver en af de andre tidligere deltagere, Malin Andersson, på Twitter.

Ud over de udfordringer, den pludselige berømmelse fører med sig, har hun lidt store personlige tab for nylig. Hun har mistet både sin datter og sin mor, men fik efter eget udsagn ingen støtte af ITV. End ikke en buket blomster.

En anden tidligere deltager, Dominic Lever, er i chok og sorg over Mike Thalassitis' død.

Også Lever oplevede, at han blev overladt til sig selv efter tiden som realitystjerne.

»Du får en psykologisk evaluering før og efter showet, men så snart du er ude af showet, bliver der næsten intet gjort. Du får ingen støtte, med mindre du har vundet,« skriver han på Twitter.

Fænomenet kendes også herhjemme.

For det er voldsomt at blive kendt fra det ene øjeblik til det andet – og nedturen lurer, når kameraerne slukkes, og realitydeltageren pludselig ikke længere får den samme opmærksomhed.

Derfor får mange realitydeltagere nærmest abstinenser, når optagelserne til et program er ovre, og lysten til at melde sig til et nyt melder sig hurtigt.

Men den lyst skal man ifølge psykolog Ulla Dyrløv bekæmpe:

»Det begynder at blive usundt, når de ikke kan få nok af opmærksomheden og konstant opsøger den. Det bliver nærmest som et narkotikum, og det er meget skadeligt. En rigtig tv-karriere vil kun meget få kunne fortsætte med, så nedturen kommer altså før eller siden. Det er dumt at skubbe den, for den bliver kun værre, jo længere man udskyder den. Derfor råder jeg også deltagerne til, at der skal gå minimum to år imellem, at de er med i programmer,« siger Ulla Dyrløv, som har været  tilknyttet en række talent- og realityprogrammer, såsom 'X Factor', her i Danmark.

Den tidligere Love Island-deltager Dominic Lever mener slet ikke, at realitydeltagerne får den hjælp, der er nødvendig, når de forlader tv-skærmen.
Den tidligere Love Island-deltager Dominic Lever mener slet ikke, at realitydeltagerne får den hjælp, der er nødvendig, når de forlader tv-skærmen. Foto: Privat
Vis mere

I en officiel udtalelse begræder ITV Mike Thalassitis' død.

»Alle på ITV2 og Love Island er chokerede og triste over de forfærdelige nyheder. Vores tanker og dybeste kondolencer går til Mikes familie og venner i dette øjeblik,« udtaler tv-stationens talsperson.

Det er kun lidt over et halvt år siden, at en anden britisk Love Island-deltager, Sophie Gradon, døde. Hun blev kun 32 år.

Hendes forældre har takket nej til et nyt ligsyn. De har brug for ekstra betænkningstid og for at nærstudere den obduktionsrapport, de har modtaget, lyder det.