Der er ingen tvivl, om at folk, der deltager i realityprogrammer, får meget opmærksomhed, når de deltager i programmerne. Men der er mange, som forveksler opmærksomheden med ægte kærlighed.
Ulla Dyrløv,der er psykolog, har været tilknyttet en række talent og realityprogrammer. I den nye bog 'Sådan bliver du realitystjerne' bliver hun interviewet om farene, som både kommende og nuværende deltagere skal passe på.
Ud fra sin egen erfaring fra programmer som Big Brother, Den store bagedyst, Robinson Ekspeditionen og X Factor mener Ulla Dyrløv, at der er to slags deltagere. Den ene type melder sig for at få en mindeværdig oplevelse. Det kan eksempelvis være deres sabbatår, som de bruger på det. Den anden slags definerer hun som den lidt mere 'tunge type'. Med det mener hun, at det er folk, der har oplevet noget hårdt i livet. Det kan være omsorgssvigt som barn eller tabet af et familiemedlem.
Og det er denne kategori af deltagere, som skal være varsomme. Først og fremmest mener Ulla Dyrløv, at det er mennesker, som har mistet evnen til at mærke livet. Det er mennesker, der ikke har så meget realitetssans.
»Al den opmærksomhed der er i forbindelse med en tv-produktion og den smule opmærksomhed, der efterfølgende følger med, forveksler de ofte med ægte kærlighed,« siger hun dog uden at sætte navne på eksempler.
Ulla Dyrløv oplever samtidig, at det oftest er de 'tunge typer', som bliver valgt til at deltage i programmerne, da de oftest - med hendes ord - har mest at byde på. Derfor er det også vigtigt, at man tager hånd om den under og efter optagelserne.
Når programmerne slutter kan nogle deltagere nemlig også opleve en tomhed. For før var der jo masser af opmærksomhed, folk der hentede kaffe, sminkører osv. Mange reality-deltager får nærmest abstinenser, når optagelserne til et program er ovre og lysten til at melde sig til et nyt melder sig hurtigt. Den lyst skal man ifølge psykologen bekæmpe:
– Det begynder at blive usundt, når de ikke kan få nok af opmærksomheden og konstant opsøger den. Det bliver nærmest som et narkotikum, og det er meget skadeligt. En rigtig tv-karriere vil kun meget få kunne fortsætte med, så nedturen kommer altså før eller siden. Det er dumt at skubbe den, for den bliver kun værre, jo længere man udskyder den. Derfor råder jeg også deltagerne til, at der skal gå minimum to år imellem, at de er med i programmer.
Ulla Dyrløv opstiller til slut flere gode råd til folk, der har tænkt sig at deltage i et reality-program. Dem kan du se i boksen forneden.
Bogen 'Sådan bliver du en realitystjerne' er skrevet af Maja Skov Vang og MetteMaje Sofia Skøtt. Den bliver udgivet af Byens Forlag og kommer i handlen til 199 kroner i december.
