»Forhåbentligt bliver Brian fundet snart.«

Det er ikke længere kun politiet, FBI-agenter og specialtrænede hunde, der leder efter en af tidens mest eftersøgte mænd i USA. Det samme gør nu også den eftersøgte mands far.

Siden midten af september har man ledt efter den 23-årige Brian Laundrie.

Han havde været på en roadtrip med sin et år yngre kæreste, Gabrielle 'Gabby' Petito – men noget gik tilsyneladende helt galt undervejs. Den 1. september dukkede han alene op hjemme i Florida. Uden Gabby. Og uden at ville svare på spørgsmål om, hvad der var sket med hende.

Arkivfoto af Gabrielle Petito og Brian Laundrie.
Arkivfoto af Gabrielle Petito og Brian Laundrie. Foto: FLORIDA POLICE
Vis mere

Knap tre uger senere blev hun fundet død. Sandsynligvis dræbt.

Men allerede på det tidspunkt var Brian Laundrie forsvundet igen. Selvom han ikke er sigtet for noget i sagen, beskrives han som 'en person af interesse', og derfor vil politiet gerne finde ham.

Indtil videre er det dog ikke lykkedes. Torsdag valgte den unge mands far, Christopher 'Chris' Laundrie, så selv at deltage i eftersøgningen.

Sammen med betjente og andre fra efterforskningen tog han derfor ud til naturreservatet Carlton Reserve, hvor man mener, Brian Laundrie kan være søgt hen.

Til politiet har forældrene fortalt, at deres søn mandag den 13. september havde planer om at tage ud på en vandretur i reservatet, der ligger tæt på deres hjem.

Siden har de ikke set ham.

De meldte ham dog først savnet hos politiet tre dage senere. Til CNN fortæller familiens advokat, at Brian Laundries mor og far i de mellemliggende dage selv var taget ud for at finde sønnen. Men uden held.

Torsdag tilbragte Chris Laundrie flere timer sammen med politiet i Myakkahatchee Creek Environmental Park, der fungerer som en indgang til Carlton Reserve, for igen at lede efter spor, fortæller advokaten, Steven Bertolino, til CNN:

»Der blev ikke gjort nogen opdagelser, men anstrengelserne var hjælpsomme. Det ser ud til, at vandet i reservatet er på vej tilbage, og bestemte områder er nu mere tilgængelige til at lede igennem,« fortæller han.

»Hele Laundrie-familien er taknemmelig for det hårde arbejde udført af de dedikerede folk hos politiet, som har ledt i reservatet efter Brian de seneste uger. Forhåbentligt bliver Brian snart fundet,« tilføjer han.

Det er ikke kun Brians forældre, der håber, han snart bliver fundet.

Det samme gør Gabrielle 'Gabby' Petitos forældre. I et nyt interview med Fox News fortæller de, at de mener, at den forsvundne mand kan have alle svarene på, hvad der helt præcist skete med deres datter:

»Han er vores manglende brik i puslespillet for at finde ud af, hvad der skete,« siger Gabbys stedfar, Jim Schmidt, og fortsætter:

»Hvad skete der derude? Indtil de finder ham, ved vi det ikke.«