Boris Johnson er mere end opsat på at få et nyvalg, så han måske med et forstærket mandat i ryggen ville kunne vaske nederlaget onsdag væk.

Ønsket om hurtigst muligt at spørge vælgerne, hvad der skal være de britiske folkevalgtes brexit-linje, fremgår af den dagsorden, som den konservative leder af Underhuset, Jacob Rees-Mogg, torsdag har blotlagt.

‘Forslag relateret til et tidligt valg til parlamentet,’ lyder det sidste punkt for mandagens program.

Her fremgår det altså, at parlamentsmedlemmerne skal stemme om, hvorvidt der skal udskrives nyvalg. Det er til trods for at Boris Johnson onsdag spurgte de selv samme folkevalgte om de ville bakke op om en valgudskrivelse.

Jacob Rees-Mogg er leder af Underhuset.
Jacob Rees-Mogg er leder af Underhuset. Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Det kræver opbakning fra to tredjedele, og den fik han ikke.

Med en eventuel kommende valgsejr ville han i teorien kunne omstøde den lovgivning, der nu betyder, at Storbritannien ikke kan forlade EU uden en aftale.

Boris Johnson er grundet loven, der blev vedtaget onsdag i Underhuset og som forventeligt får grønt lys fra Overhuset fredag, tvunget til at få udskudt brexit nok engang, hvis ikke han formår at få en skilsmisseaftale med EU godkendt i parlamentet. Hans forgænger Theresa May forsøgte tre gange uden held.

Ifølge The Guardian tilsiger reglerne i Underhuset, at regeringen ikke kan stille det samme forslag til afstemning, hvis det én gang har været fremsat.

Programmet for mandag
Programmet for mandag
Vis mere

Når forslaget om en valgudskrivelse alligevel ser ud til at finde vej til afstemning skyldes det ifølge mediet, at regeringskilder mener, at der i den givne situation er tale om et særligt tilfælde.

Det skyldes, at oppositionspartiet Labour afstod fra at stemme onsdag om nyvalg, da Johnson og regeringen forsøgte at opnå opbakning fra det påkrævede antal parlamentsmedlemmer: 434.

Labour undlod at deltage i afstemningen med den begrundelse, at lovforslaget, som Boris Johnson vil omstøde, endnu ikke var lov på dette tidspunkt.

Men da overhusets konservative indpisker, Lord Ashton of Hyde, har meddelt, at alle dele af lovforslaget vil være færdigbehandlet inden klokken 17.00 lokal tid fredag, er der en ny situation mandag. Det vil således berettige en ny afstemning.