I en bil har politiet i Ecuador søndag gjort det uhyggelige fund af landets yngste borgmester og hendes rådgiver.

Begge er blevet dræbt med skud, oplyser landets nationalpoliti ifølge Reuters.

Brigitte Garcia var 27 år og frem til sin død borgmester i San Vicente, som ligger i Manabi-provinsen. Det var netop her, hendes og rådgiver Jairo Loors lig blev fundet tidligt søndag morgen.

Borgmesteren var medlem af den tidligere præsident Rafael Correas parti, Borgerrevolutionsbevægelsen, og han mener, at der er tale om et attentat.

»Nu er det nok! Nu er det nok! Jeg har ingen ord. Hvad har de gjort?« skriver han på X, hvor han deler et opslag fra partiets nuværende præsidentkandidat, Luisa Gonzalez.

»Jeg har netop fundet ud af, at de har myrdet vores borgmesterkollega i San Vicente, Brigitte Garcia,« skriver hun og fortsætter:

»Jeg har ingen ord, jeg er i chok, ingen er i sikkerhed i Ecuador, INGEN, så længe den elendige, højreorienterede regering kun eksisterer for syns skyld.«

Brigitte Garcia er blot det seneste drabsoffer med tilknytning til landets politiske top.

I august sidste år blev lokalpolitikeren Pedro Briones, der også var medlem af Borgerrevolutionsbevægelsen, dræbt, kort før landet skulle til valg.

Dette skete, få dage efter at præsidentkandidaten Fernando Villavicencio blev skudt og dræbt ved et vælgerarrangement. 

Præsidentkandidaten var forud for sin død en ivrig kritiker af den tidligere præsident Rafael Correa, hvilket også på et tidspunkt skaffede ham 18 måneders fængsel for ærekrænkelser. 

Ekspræsidenten blev selv i 2020 idømt otte års fængsel for korruption under sin embedsperiode fra 2007 til 2017. 

Han blev dømt in absentia – altså uden at være til stede – da han i dag lever i Belgien.

Landet har i mange år været præget af uro, og da narkobaronen Jose Adolfo Macias, også kendt som Fito, i starten af 2024 flygtede fra sit fængsel, blev det kun værre.

Siden har det sydamerikanske land været i undtagelsestilstand, og myndighederne mener, at netop de narkokriminelle står bag den bølge af vold, der har ramt landet som en tsunami.

Lyt til podcasten 'B.T. og det gode selskab' her, eller hvor du plejer at høre podcast.