Som led i undtagelsestilstanden indføres også et dagligt udgangsforbud fra klokken 23 til klokken 5.

Ecuador har erklæret undtagelsestilstand, efter at en farlig narkoboss er undsluppet fra et højt sikret fængsel.

Det fik herefter uroligheder til at bryde ud i flere fængsler i det uroplagede land, skriver nyhedsbureauet AFP.

Daniel Noboa, landets præsident, har annonceret, at soldater sættes ind i landets gader og fængsler i 60 dage, mens en menneskejagt finder sted.

Den eftersøgte er gangsteren Jose Adolfo Macias, også kendt som Fito.

Bandelederen fik i 2011 en straf for organiseret kriminalitet, narkohandel og drab. Han har udsigt til i alt 34 års fængsel.

Dette er anden gang, han stikker af fra fængsel. Første gang var i 2013. Her var han på fri fod i tre måneder.

I august blev Fito under stort sikkerhedsopbud overflyttet til et andet fængsel. Det skete kort efter drabet på præsidentkandidaten Fernando Villavicencio.

En uge inden sin død udtalte Villavicencio, der ønskede at bekæmpe bandekriminaliteten i landet, at han havde modtaget dødstrusler fra Fito.

Som led i undtagelsestilstanden indføres også et dagligt udgangsforbud fra klokken 23 til klokken 5 om morgenen, har præsidenten oplyst.

Undtagelsestilstanden giver militæret "al den politiske og juridiske støtte", som de har brug for i forbindelse med at kunne udføre deres pligter i kampen mod "narkoterroristerne", har præsidenten oplyst i en video på det sociale medie Instagram.

- Vi vil hverken forhandle med terrorister eller vige, før vi vender tilbage til freden for alle ecuadorianere, siger Daniel Noboa.

Ecuadors fængsler er fyldt med narkokriminelle som Fito, der i stor stil har kontrol i fængslerne.

Mindst fire ecuadorianske politibetjente er som følge af undtagelsestilstanden blevet kidnappet under deres vagter.

Tre af dem blev kidnappet i kystbyen Machala og en fjerde i hovedstaden Quito.

Det skriver det ecuadorianske politi på det sociale medie X.

Betjentene blev kidnappet af tre personer i et køretøj "med tonede ruder og uden nummerplader", skriver politiet på X.

/ritzau/