Hun stod helt stille og smilede nervøst, mens der lød skud.
Sådan reagerede borgmester, Tishaura Jones, i den amerikanske by St. Louis, da hun under en tale om forebyggelse af skudepisoder blev afbrudt af en skudsalve.
Det skriver New York Post og CNN.
»Er det ikke skønt,« lød det ironisk fra borgmesteren.
Efterfølgende blev hun spurgt ind til, om hun følte sig sikker, mens skuddene blev affyret:
»Min søn og jeg falder i søvn til en vuggevise af skud i baggrunden hver nat. Det er en del af mit liv nu, og det burde det ikke være,« lød svaret fra borgmesteren.
Lige før skuddene blev affyret, fortalte Tishaura Jones, hvordan hun altid tænker på ofrene for skyderierne, når hun hører skud blive affyret.
Før pressemødet var Tishaura Jones og borgmesteren fra Kansas City, Quinton Lucas, med til et møde om, hvordan skyderier påvirker deres byer.
Ifølge en nylig udgivet rapport fra St. Louis' politiafdeling, fremgår det, at der i år har været 200 drab i byen, hvor skydevåben har været brugt.

