»Jeg har stået på 15. sal i en bygning i Høje Gladsaxe og kigget ned og …«
Hans Peter stopper midt i sætningen. Den bliver hængende i luften foran ham, og han kigger tilbage på den. De sidste ord vil ikke ud og fuldende den.
Men så tager han en dyb indånding:
»Jeg har også stået ved modkørende tog og tænkt på at kaste mig ud.«
Det er, som om ordene næsten kommer bag på ham selv. Hans øjne bliver våde, og en tåre triller fra det ene, mens han hvisker:
»Men de ting skræmmer mig meget. Det er jo heller ikke rart for folk at se en, der er splattet ud midt i Høje Gladsaxe.«
Hans Peter Schou har levet med stærke smerter i kroppen, siden han var 12 år. Da han fyldte 30, blev smerterne kroniske – og de sidste fire årtier er de kun blevet værre og værre.
Derfor er 70-årige Hans Peter bange for, hvordan hans sidste tid kommer til at se ud. En frygt, der fylder hver evig eneste dag, og som han fortæller, han ville slippe helt af med, hvis han havde trygheden i at kunne vælge at modtage aktiv dødshjælp på et tidspunkt.
»Det ville være en meget stor lettelse for mig at vide, at jeg selv kunne vælge, hvordan jeg skulle herfra.«
B.T. sætter for tiden fokus på aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, som er ulovligt i Danmark.
22-årige Maja Lykholt fortalte sidste uge til B.T., at hun lever med skyldfølelse, fordi hun ikke kunne opfylde sin mors eneste ønske. Moren ville have hjælp til at dø fredeligt, men endte med at blive kvalt i sit eget slim alene om natten.
På trods af forbuddet mener flertallet af den danske befolkning, at aktiv dødshjælp burde være lovligt, viser en ny undersøgelse, B.T. har fået foretaget af YouGov. Den samme folkestemning hersker i flere europæiske lande, hvilket blandt andet har betydet, at både Tyskland og Spanien i år har gjort det lovligt at hjælpe andre mennesker med at dø.
Efter Tyskland gjorde det lovligt i maj, har Det Etiske Råd herhjemme taget debatten op igen. Det er endnu ikke færdig med at debattere emnet, fortæller formanden for rådet, Anne-Marie Axø Gerdes, til B.T.
Hans Peter viser med sine hænder, hvordan hans smerter begynder ved brystbenet og bevæger sig rundt om livet som et bælte af små syle, der presser sig på.
»Jeg frygter at komme til at ligge i årevis i et smertehelvede. Jeg ved godt, at de er gode til smertelindring – men jeg ved også, at de ikke kan smertelindre alle fuldstændig,« siger Hans Peter.
Og det ved han, fordi han endnu ikke selv har oplevet, at nogen har kunnet lindre hans smerter fuldstændig. Næsten tværtimod faktisk:
»Med tiden er smerterne blevet værre, samtidig med jeg bliver optrappet i morfindosis. Hvor er jeg henne om to-tre år? Hvad vil de gøre ved mig?« spørger Hans Peter og kigger ud ad vinduet.
Han er bange for udsigten. Udsigten til en langsom og smertefuld død.
Men han er også bange for at begå selvmord. Det er en uhyggelig og ensom tanke, synes han. Og et selvmord ved hjælp af smertestillende medicin er ikke muligt for ham – hans krop er nemlig blevet for vant til morfin efter flere år med høj daglig dosis, og han kan ikke skaffe en anden type medicin, fortæller han.
»Jeg vil bare gerne have en fredelig død, hvor jeg ved, at der er nogle professionelle læger, som hjælper mig. Det er min store drøm,« siger Hans Peter.
Men som det ser ud lige nu, går Hans Peters store drøm ikke i opfyldelse. Ikke herhjemme i hvert fald. Man kan nemlig ende med op til tre år i fængsel, hvis man hjælper nogen med at dø i Danmark.
På trods af den folkelige opbakning er både Det Etiske Råd og Lægeforeningen imod aktiv dødshjælp. Ifølge medlem af Det Etiske Råd Morten Bangsgaard er det kun meget få syge mennesker, der ønsker at modtage aktiv dødshjælp
»Det er altid vanskeligt at lave lovgivning på noget, der her handler om liv eller død – på baggrund af nogle meget få enkeltsager.«
Selv hvis det kun er få, hvorfor så ikke komme de få menneskers ønske i møde?
»Du giver ikke kun få muligheden – du giver alle muligheden. Og jeg er bekymret for, at en lovliggørelse vil ændre vores menneskesyn, fordi så bliver et menneske noget, man bare kan slå ihjel ligesom dyr.«
Men for Hans Peter føles det lige omvendt. Med forbuddet føler han ikke, at han bliver respekteret som et menneske med ønsker og ret til at træffe valg for sig selv.
Han har tænkt på at tage til Schweiz, hvor udenlandske borgere kan få hjælp til at dø. Han har også talt med foreningen 'En Værdig Død', der hjælper danskere af sted, og de har fortalt, at han sagtens ville kunne blive godkendt.
»Jeg har bare ikke de 100.000 kroner, det koster. Jeg skylder penge væk. Og jeg har tænkt og tænkt på, hvordan jeg kan skaffe de penge.«
Selv hvis han skaffede pengene, ville han ikke styrte af sted til Schweiz som det første. For lige for tiden har han det o.k., siger han, og han elsker jo livet.
»Men jeg ville have det meget bedre, hvis jeg vidste, at jeg havde en tryg og smertefri udvej, når det blev nødvendigt,« siger Hans Peter.
