I over seks år har sagen om den forsvundne milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen været præget af enorm mystisk.
Og fredag bliver vi meget klogere på, hvad næste skridt i Hagen-sagen er.
Her bliver det nemlig besluttet, om hendes mand, Tom Hagen, bliver sigtet for drab eller medvirken til drab, eller om man frafalder sigtelsen, bekræfter Rigsadvokaten i Norge over for Aftenposten.
Politiet har tidligere anbefalet at droppe sagen mod Tom Hagen på grund af bevismaterialet, har NRK erfaret tidligere på året.
Om Rigsadvokaten følger den anbefaling, bliver vi altså klogere på fredag.
Tom Hagens forsvarer, Svein Holden, oplyser til VG, at de er bekendt med afgørelsen fredag.
»Vi tager det til efterretning og vil kommentere afgørelsen, når den foreligger,« siger han.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra sit hjem 31. oktober 2018.
Efterfølgende har sagen fået enorm opmærksomhed, eftersom sagen har udviklet sig og skiftet spor undervejs.
I første omgang lignede det en forsvindingssag – men politiet mener i dag, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt i 2018 og efterfølgende kørt væk fra sin bopæl.
Der har ikke været et livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen siden 31. oktober 2018, hvor hun talte med et familiemedlem.
Samtalen fandt sted klokken 09.14 – da Tom Hagen kom hjem fra arbejde knap fire timer senere, var hun forsvundet. Samtidig lå en seddel med et krav om løsepenge og en trussel om, at Anne-Elisabeth Hagen ville blive udsat for skade, hvis Tom Hagen kontaktede politiet.
Politiet antog derfor, at den 68-årige kvinde var blevet kidnappet, hvilket norsk politi meddelte offentligheden i januar 2019.
Altså måneder efter, at hun forsvandt. Efterfølgende har politiet dog ændret sin teori. Nu mener man som nævnt, at hun blev dræbt.
I sagen er Anne-Elisabeth Hagens mand, Tom Hagen, en af Norges rigeste mænd, sigtet for drab. Han nægter sig skyldig.
Anklager Vibeke Schøyen i Øst Politidistrikt har bekræftet, at sagen er færdigefterforsket, men vil ikke kommentere nærmere på, hvad de mener, der er sket i sagen.
Tre andre mænd er også sigtet i sagen, men de nægter sig ligesom Tom Hagen skyldig.
Tom Hagen blev løsladt i 2020, men har siden været sigtet af politiet.
Hans forsvarer, Svein Holden, har torsdag udtalt sig til flere norske medier, herunder Dagbladet og NRK.
»Jeg venter med at komme med en kommentar, indtil statsadvokaten har afgivet sin udtalelse,« siger han.
Han forventer dog, at sigtelsen mod Tom Hagen frafaldes, tilføjer han.