USAs Senat har ved en afstemning tirsdag godkendt Antony Blinken som USAs nye udenrigsminister.

Han var nomineret til posten af præsident Joe Biden.

Blinken fik opbakning fra 78, mens 22 stemte imod. Han havde brug for et simpelt flertal på mindst 50 stemmer for at blive godkendt.

Antony Blinken var en overgang viceudenrigsminister under tidligere præsident Barack Obama. Inden da var han Bidens sikkerhedsrådgiver, da Biden var vicepræsident.

Blinken ventes at blive taget i ed senere tirsdag eller i løbet af onsdag.

Da han i sidste uge var til høring i Senatets udenrigsudvalg, erklærede han sig enig i tidligere præsident Donald Trumps skrappe kurs over for Kina.

»Jeg er på mange områder meget uenig i den måde, han gjorde det på, men det grundlæggende princip var det rigtige,« sagde Blinken.

Han sagde også, at han vil beholde USAs ambassade i Israel i Jerusalem. Dermed ønsker han ikke at ændre på Trumps historiske anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.

Tidligere tirsdag meddelte USAs fungerende FN-ambassadør, Richard Mills, at Biden-administrationen vil gå tilbage til andre dele af mellemøst-politikken, som Trump vendte ryggen til.

Under Biden vil USA »støtte en gensidigt aftalt tostatsløsning, hvor Israel lever i fred og sikkerhed ved siden af en levedygtig palæstinensisk stat,« siger Mills tirsdag i FNs Sikkerhedsråd.

Han tilføjer, at Biden-regeringen også vil genoptage den økonomiske hjælp til palæstinenserne, som Trump afbrød, og genåbne de diplomatiske missioner, som Trump lukkede.

USA vil også opfordre flere lande til at normalisere forholdet til Israel. Men det vil ikke »være en erstatning for israelsk-palæstinensisk fred,« understreger Mills.

/ritzau/Reuters