Som en del af et grænseoverskridende optagelsesritual i et broderskab blev den 20-årige amerikanske universitetsstuderende Stone Foltz beordret til at drikke en hel flaske spiritus.

Dagen efter blev han fundet liggende bevidstløs – og han vågnede aldrig op igen.

Nu er otte studerende, der var medlemmer af broderskabet Pi Kappa Alpha på Bowling Green State University, blevet sigtet i sagen. Sigtelserne spænder fra uagtsomt manddrab til manipulation af beviserne.

Det skriver Washington Post og NBC News.

Det var om aftenen 4. marts, at medlemmer af broderskabet ifølge anklagemyndigheden overrakte Stone Foltz og hver af de andre såkaldte 'pledges', der håbede på at blive optaget i foreningen, flasker med 0,75 liter spiritus og beordrede dem til at tømme flasken i løbet af natten.

Den 20-årige amerikaner formåede at drikke alt – eller næsten alt – indhold, men han endte med at være så beruset, at medlemmer af broderskabet – herunder hans tildelte 'storebror' – måtte følge ham hjem, hvor de angiveligt efterlod ham i bevidstløs tilstand.

Stone Foltz' værelseskammerater fandt ham dagen efter, og han blev hastigt indlagt på hospitalet.

Han vågnede ikke igen, og tre dage senere, 7. marts, sov han ind.

»Resultatet af denne hændelse var katastrofalt,« forklarede anklager Paul A. Dobson på et pressemøde torsdag, da det kom frem, at otte mænd fra broderskabet er blevet sigtet for at have deltaget i det voldsomme optagelsesritual – som på engelsk kaldes for 'hazing' – der førte til den 20-åriges død.

»Vi mener og påstår, at 'hazing' var en afgørende del af denne hændelse,« fortalte anklageren ifølge NBC News.

Videre har Paul A. Dobson forklaret, at flere af medlemmerne af broderskabet er anklaget for med vilje at have vildledt efterforskningen og skaffet beviser af vejen i et forsøg på at beskytte sig selv.

I en udtalelse fra Stones familie lyder det, hvor man opfordrer til 'nultolerance' i sagen:

»Vi gennemlever alle forældres værste mareridt og vil ikke finde fred, før broderskabs-'hazing' bliver set som værende det, det i virkeligheden er, nemlig misbrug,« lyder det i udtalelsen, som fortsætter:

»Det er uacceptabelt, og i Stones tilfælde var det fatalt. Hvor mange tilskadekomne og dødsfald kræver det, før folk i magtpositioner gør det rigtige?«

På hjemmesiden GoFundMe har et familiemedlem efterfølgende oprettet en indsamling, hvor man blandt andet vil samle penge ind til velgørenhedsorganisationer, som Stone Foltz holdt af, ligesom man i hans ære vil oprette en fond, der kan hjælpe dem, som har brug for en ekstra hånd til eksempelvis at få et stipendium.

Broderskabet Pi Kappa Alphas afdeling på universitet er siden blevet bandlyst.

De otte sigtede i sagen forventes at møde i retten 19. maj.