Hun husker, hvordan hendes 58-årige lærer overfaldt hende. Blokerede døren. Hun husker ham sige: ‘Sig det ikke til nogen’. Husker ham sige: ‘Ikke et ord’.
»Hør mig nu! Bruge min stemme sammen med et voksende kor af stemmer, der ikke vil forblive tavse,« nærmest råber 26-årige Grace Tame, da hun mandag blev kåret som årets australier.
Tavshed var ellers netop det, Grace Tame og andre voldtægtsofre i Tasmanien var tvunget til. At tie stille. For sådan var loven.
Som 15-årig blev hun groomet og voldtaget af sin lærer på den private pigeskole i Hobart. Det skriver ABC News.
»Jeg mistede min mødom til en pædofil. Jeg var 15. Havde anoreksi. Han var 58. Han var min lærer,« fortæller en tydeligt berørt Grace Tame, da hun modtager prisen.
»I flere måneder groommede han mig. Og så misbrugte han mig næsten hver dag. Før skole … Efter skole … I min skoleuniform … På gulvet …«
Hendes voldtægtsmand blev fængslet for sine handlinger, men Grace Tame måtte på grund af lovgivningen i Tasmanien ikke offentligt fortælle om sine oplevelser – selvom både hendes voldtægtsmand og medierne var frie til at skrive det, de ville om sagen.
Grace Tames historie blev startskuddet til kampagnen #letherspeak, hvor hun var det – godt nok usynlige – ansigt på et offer, som ikke hverken måtte stå frem med ansigt eller navn.
Med hjælp fra kampagnen lykkedes det Grace Tame at føre sagen i højesteret, hvor hun vandt retten til som overlever af en voldtægt at stå frem offentligt.
Men for Grace Tame slutter kampen ikke her, gjorde hun det klart, da hun mandag modtog prisen.
»Vi er kommet langt, men vi er ikke i mål. Seksuelle overgreb på børn sker stadig, og kulturer, som ignorere det, findes stadig,« siger hun og tilføjer, at hele grooming-begrebet endnu ikke er godt nok undersøgt.
»Gerningsmændene manipulerer os alle. Familie. Venner, Kolleger, Fremmede. I alle samfundslag, alle kulturer, og alle samfund. De trives, når vi kæmper imod os selv. De gør vores sårbarhed til deres våben,« siger hun.
Hun var selv skamfuld, da hendes sag først kom frem i medierne.
»Men nu har jeg set, hvordan min sandhed har samlet os. Jeg ved, hvem jeg er. Jeg er en overlever,« siger hun.
Grace Tame tror på, at muligheden for at tale højt om overgreb kan gøre en ende på misbrug. Også selvom det er ubehageligt at tale om.
»Ja, diskussioner om sexmisbrug af børn er ubehagelige, men intet er mere ubehageligt end overgrebet. Så lad os sende det ubehag hen, hvor det hører til. For fødderne af gerningsmændene,« siger hun og fortsætter:
»Sammen kan vi redefinere, hvad det betyder at være en overlever. Sammen kan vi gøre en ende på sexmisbrug af børn. Overlevere, vær stolte! Vores stemmer ændrer historien.«
Og til dem, der ikke tror på, at det nytter noget at kæmpe. At det ingenting ændrer, har hun et svar:
»For 11 år siden var jeg indlagt med anoreksi og kunne knap gå. Sidste år vandt jeg et maraton. Så ja, vi kan ændre os som individer. Vi kan ændre os som samfund.«
