Både forsvarsministeren og politichefen i Sri Lanka er blevet bedt om at træde tilbage som følge af de blodige bombeangreb søndag.
Det er landets præsident - Maithripala Sirisena - der har bedt de to om at indgive deres opsigelse.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Allerede tirsdag aften varslede præsidenten, at han ville lave udskiftninger i toppen af landets forsvar inden for det næste døgn:
»Jeg vil fuldstændig omstrukturere politiet og sikkerhedsstyrkerne i de kommende uger. Jeg forventer at udskifte lederne af forsvarsmyndighederne inden for de næste 24 timer,« sagde Sirisena ifølge Ritzau i en tale på tv.
De seneste dage har blandt andet nyhedsbureauet Reuters skrevet om, at efterretningsfolk få timer før bombeangrebene på kirker og hoteller i landet fik tip fra Indien om, hvad der ville ske.
Andre kilder har fortalt, at efterretningsfolk i Sri Lanka allerede i sidste uge var blevet advaret om, at der kunne finde angreb sted.
Dødstallet efter bombeangrebet i Sri Lanka påskesøndag er steget til 359.
Derudover er omkring 500 kommet til skade.
Knap 60 personer er blevet anholdt i forbindelse med angrebene, som terrrogruppen Islamisk Stat tirsdag hævede, at de havde stået bag.
IS har dog ikke fremlagt nogle beviser for den påstand endnu.
Opdateres...



