Skiltet foran Burger King-restauranten sagde det klart og tydeligt.
'Vi har sagt op allesammen. Beklager ulejligheden,' stod der.
Ifølge KLKN-TV blev det sat op, fordi en gruppe tidligere medarbejdere i den amerikanske by Lincoln længe har været utilfredse med arbejdsforhold og lange arbejdsdage hos fastfoodgiganten.
»Jeg troede ikke, at nogen ville opdage det, for vi satte bare ét skilt op, og så gik det amok på Facebook,« siger Rachel Flores, der siden januar har været manager i den pågældende restaurant.

For skiltet har fået stor opmærksomhed over hele USA – og nu også i Danmark – hvor de syv ord hurtigt gik landet rundt.
Hun fortæller til KLKN-TV, at restauranten længe har været underbemandet med kun tre-fire på arbejde i den travle frokosttid, hun fortæller også om arbejdsuger på 50-60 timer og om et køkken uden aircondition, der endte med at sende hende dehydreret på hospitalet.
Skiltet blev derfor sat op for at 'gøre grin med ledelsen'.
Forinden havde Rachel Flores indgivet sin opsigelse med det påkrævede 14 dages varsel.
»Jeg fik et opkald fra min chef, og de sagde, at jeg skulle tage det ned igen,« siger Rachel Flores.
Efterfølgende blev hun fyret med øjeblikkelig virkning.




