39 år.

Så længe har der ligget en McDonald's på Kongensgade i Odense. Men nu er det snart slut.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Lukningen sker dog kun, fordi der åbner ny McDonald's på en anden lokation i byen til efteråret.

Den nye butik åbner på Fisketorvet 2, hvor der tidligere lå en Dalle Valle.

De nye lokaler er noget, som Michael John Kristiansen, der driver de fire nuværende McDonald's-restauranter i Odense, glæder sig over.

»Vi har kigget på en placering til en ny forretning i et par år efterhånden, og der er mange ting, man skal have for øje. Det handler om alt fra varelevering og parkering til prisen på lejemålet. Med lokalerne på Fisketorvet går det hele op i en højere enhed,« siger Michael John Kristiansen til Fyens Stiftstidende.

Den præcise dato for åbningen af den nye McDonald's er ikke kendt endnu.

Den nye butik kommer til at hedde Odense City, og der vil blive plads til 150 siddende gæster, en McCafé samt et stort legeområde.

Der skal dertil ansættes 20-25 nye medarbejdere.