Selvom det er kendt som en af verdens smukkeste kyststrækninger, er det ikke ufarligt at køre på den berømte motorvej Highway 1 langs Stillehavskysten i Californien.

Her finder man blandt andet kløften Devil's Slide (Djævlekløften, red.).

Mandag formiddag amerikansk tid levede den op til sit gruopvækkende navn, da en yderst dramatisk ulykke indtraf.

En bil af mærket Tesla med fire passagerer ombord kørte af vejen og styrtede 76 meter ned i kløften.

Det skriver CBS News.

Billeder fra stedet viser, at bilen blev fuldstændig totalskadet.

Inde i den befandt sig to voksne og to børn på henholdsvis fire og ni år.

»Bilen kørte ud over skrænten, rullede rundt adskillige gange og landede på hjulene,« siger Brian Pottenger fra den lokale beredskabsmyndighed i distriktet San Mateo.

Flere helikoptere bidrog til redningsaktionen i det svært tilgængelige klippeterræn.

Til sidst lykkedes det at redde de fire passagerer ud.

Helt mirakuløst havde de alle overlevet faldet. Endda uden livstruende skader.

Ifølge de lokale politimyndigheder slap de to børn fra ulykken med kun overfladiske skrammer.

De to voksne kom noget værre til skade, omend det ikke var livstruende.

Det er endnu uvist, hvad der var årsag til ulykken.

Det er dog langt fra første gang, at der er sket ulykker på den berygtede kyststrækning.

»Vi kommer desværre alt for ofte herud til ting som dette,« siger Brian Pottenger fra den lokale beredskabsmyndighed.

Godt nok har man forsøgt at sikre de farligste dele af strækningen ved at bygge en tunnel.

Men det har altså ikke været nok til at forebygge yderligere uheld, som det der skete forleden.

»Det var intet mindre end et mirakel i dag, at de overlevede,« siger Brian Pottenger.