Luke Perrys tidligere kolleger fra tv-serien Beverly Hills mindes ham som en følsom og stærk person.

Den amerikanske skuespiller Luke Perrys død vækker stor sorg blandt hans fans og kolleger.

Luke Perry, det mandag gik bort blot 52 år gammel, var særlig kendt for sin rolle i den amerikanske tv-serie 'Beverly Hills 90210'. Her spillede han den mystiske og rebelske hjerteknuser Dylan McKay.

Flere Beverly Hills-stjerner mindes nu Luke Perry som en varm og talentfuld person.

Jennie Garth, der i tv-serien spiller Kelly, som bliver kærester med Dylan, sørger over tabet af sin tidligere kollega. Det siger hun i en meddelelse til mediet People.

Jennie Garth.
Jennie Garth. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

»Mit hjerte er knust. Han betød så meget for så mange. Han var sådan en særlig person. Jeg deler min dybe sorg med hans familie og alle, der elskede ham. Et forfærdeligt tab,« siger hun.

Gabrielle Carteris, som spillede Andrea Zuckerman i serien, siger til People, at hun er 'helt knust'.

»Luke påvirkede så mange menneskers liv helt enormt. Han var en meget følsom sjæl, som var venlig, generøs og han kæmpede for de svage,« siger hun:

»Han var en stærk stemme, som vil blive savnet af alle, der kendte ham. Han har efterladt spor, som aldrig vil blive glemt. Mine tanker går til hans familie, venner og fans på hele jorden.«

Ian Ziering, der spillede Steve Sanders, skrev som den første Beverly Hills-stjerne på Twitter:

'Kære Luke. Jeg vil for evigt sole mig i de skønne minder, vi har delt i løbet af de seneste 30 år. Må din fremtidige rejse blive beriget af fantastiske sjæle, der er gået bort før dig.'

På Instagram skriver Christine Elise McCarthy, som spillede Emily Valentine i serien, at hun er "chokeret og fortvivlet" over nyheden.

'Jeg er stadig i chok, og jeg har ingen ord ud over at sige, at han var en sand gentleman. Han vil blive savnet af alle, som kendte ham, og de millioner, der elskede ham. Hvil i fred, kære Luke. Din tid her var alt for kort,' skriver hun.

Leonardo DiCaprio, der spiller overfor Luke Perry i filmen 'Once Upon a Time in Hollywood', som har premiere til sommer, skriver på Twitter:

'Luke Perry var en hjertevarm og ekstremt talentfuld kunstner. Det var en ære at få lov til at arbejde sammen med ham. Mine tanker og bønner går til ham og hans elskede.'

Skuespillerinden Molly Ringwald, der spillede Luke Perrys ekskone i tv-serien 'Riverdale', skriver på Twitter, at hun er knust:

'Mit hjerte er knust. Jeg vil savne dig så meget, Luke Perry. Sender al min kærlighed til din familie.'

/ritzau/