Den norske politiker Trond Giske er blevet fritaget for sin post som næstformand for de norske socialdemokrater i Arbeiderpartiet.
Det sker i forlængelse af beskyldninger om, at han har krænket kvinder seksuelt. Det skriver det norske medie VG.
»I lyset af den krævende situation, som partiet står i og sagens karakter, er Giske og jeg blevet enige om, at han fritages for hvervet som næstformand på ubestemt tid,« siger Arbeiderpartiets leder, Jonas Gahr Støre, i en pressemeddelelse mandag.
På Facebook har Trond Giske efterfølgende kommenteret sagen:
'Jeg vil gerne gentage min beklagelse over, at jeg har påført andre mennesker ubehag og problemer med min tidligere adfærd. Jeg har begået fejl, og jeg har ikke altid været bevidst nok om min rolle, og hvordan den opleves. Jeg har stor respekt for dem, der deler deres historier, alle advarsler skal gives rigtig og grundig behandling,' skriver han og fortsætter:
'En grundig behandling indebærer også, at jeg får lov til at komme med min version. Der er kommet flere grundløse og falske anklager med påstande og beskrivelser, som jeg på det kraftigste bestrider. Disse har systematisk været lækket til medierne. Alvorlige anklager er blevet publiceret alene baseret på anonyme kilder, men de er bragt som sandheden og spredt på sociale medier. Det har gjort min og andres situation ganske svær, og det underminerer trygheden for dem, der kommer med reelle anklager.'
Sagen mod Trond Giske begyndte at rulle i december, hvor han erkendte, at han havde opført sig upassende og ubehageligt. Han har været sygemeldt siden 22. december - dagen efter, at han beklagede sin opførsel.
»Jeg beklager, jeg har optrådt på en måde, som enkeltpersoner har oplevet som upassende eller ubehagelig. Det må jeg tage på min kappe, det er min skyld,« sagde han dengang i et interview med NRK.
De præcise beskyldninger i sagen er ikke kendt offentligt. Men avisen Verdens Gang har tidligere skrevet, at en ung kvinde angiveligt fik 'uønsket opmærksomhed' fra Giske. Opmærksomheden var så uønsket, at hun forlod partiet.
Partiledelsen har sagt, at den har modtaget meldinger om konkrete 'hændelser' fra forskellige personer.
/ritzau/




