På billedet ligner han næsten en rar gammel bedstefar, men tag ikke fejl:
Der er en grund til, at Roger Reece Kibbe havnede på et forbryderbillede med fangenummer og endte sine dage i et højsikret statsfængsel:
Han afsonede nemlig en dom på hele seks gange livstid, og hans bedrifter gjorde ham bestemt ikke til en af guds bedste børn.
Nu er den berygtede seriemorder selv død.
Mandag blev han fundet livløs i sin celle i Mule Creek State Prison i Californien.
Det skriver flere amerikanske medier. Blandt dem lokalmediet Sacramento Bee.
Den 81-årige Kibbe havde mindst syv kvindeliv på samvittigheden.
Ofrene fandt han typisk på tankstationer langs motorvejen Interstate 5 op gennem 1970erne og 1980erne, og det gav ham øgenavnet 'the I-5 Strangler.'
Ifølge anklageren bandt han sine ofre med faldskærmssnor og lukkede munden på dem med gaffatape. Derefter klippede han deres tøj i stykker og misbrugte dem, før han til sidst kvalte dem.
Han blev første gang dømt i 1991 for voldtægt og drab på en ung prostitueret, begået i 1987.
I lang tid havde politiet ham mistænkt for at stå bag en lang række andre kvindedrab, og i begyndelsen af 00erne kom gennembruddet, da dna satte ham i forbindelse med seks andre sager.
Hans første offer fandt han i 1977, mens fem andre blev kidnappet, voldtaget og dræbt i 1986.
Han undgik med nød og næppe dødsstraf ved at tilstå sin ugerning, men mandag blev han overfaldet i fængslet og slået ihjel.
Seriemorderen blev fundet af en fængselsbetjent under en morgenrutine i fængslet. Han blev staks bragt til fængslets infirmeri, men hans liv stod ikke til at redde.
Kibbes cellekammerat, den 40-årige Jason Budrow, stod bøjet over hans livløse krop, da fængselsbetjenten dukkede op.
Budrow er nu mistænkt for at være gerningsmanden.