Stod en midaldrende mand bag adskillige seksuelle overgreb på en psykisk sårbar teenager, som han var både mentor og træner for?
Det er bare et af mange spørgsmål, som et nævningeting ved Retten i Lyngby skal tage stilling til, når sagen mod manden begynder tirsdag.
Her står manden, der har haft tilknytning til Charlottenlund Travbane, tiltalt for en lang række forhold, som alle vedrører voldtægter, vold og blufærdighedskrænkelser af piger og kvinder, som han på den ene eller anden måde har haft en relation til.
Han nægter sig skyldig og er i øvrigt beskyttet af navneforbud.
Af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, fremgår det, at manden over en periode på godt et halvt år i 2019 på næsten daglig basis og mere end 70 gange skulle have forgrebet sig seksuelt på en dengang 17-årig pige.
Politiet er af den overbevisning, at manden dels udnyttede sin rolle som mentor og træner for pigen dels pigens psykiske sårbarhed som autist.
Den 17-årige er imidlertid ikke mandens eneste offer, mener politiet.
Godt 10 år forinden, i 2008, skulle manden have udsat en anden pige, som ligeledes var 17 år på gerningstidspunktet, for adskillige seksuelle overgreb. En af voldtægterne fandt ifølge politiet sted ved Peblinge Dosseringen i København mellem klokken 23 og 01 en dag i juni 2008.
Her voldtog manden angiveligt pigen på trods af, at hun gentagne gange sagde fra.
En anden af voldtægterne mod den dengang 17-årige pige skete ifølge politiet under en staldfest i Nordsjælland. Her førte manden pigen væk fra festen og hen til en hesteboks, hvor han ved hjælp af trusler voldtog pigen igen.
På grund af indtag af store mængder alkohol var pigen ikke i stand til at modsætte sig.
Hertil er manden tiltalt for at have klappet en 14-årig pige i numsen under et praktikantophold.
Barn vidne til kvælertag
Foruden de mange forhold, der vedrører sædelighedsforbrydelser, er manden tiltalt for en lang række tilfælde af vold.
Et af de formodede voldsofre var mandens egen kæreste, som han i løbet af deres forhold både tog kvælertag på, gav lussinger, skubbede og kastede ting efter adskillige gange.
Et andet af sine formodede ofre truede han angiveligt med at hænge op i en krog på samme måde, som hendes far havde hængt sig selv. Truslerne fremsatte han, mens han gik rundt om kvinden, der havde gemt sig under et bord.
Samme kvinde slog han angiveligt også med knyttet næve i hovedet, ligesom han skulle have kastet et sofabord halvt hen over hende samt kastet andre genstande efter hende.
Endvidere er manden tiltalt for to tilfælde af grov vold. Det ene ved blandt andet at have slået en kvinde i hovedet med en tre- eller femliters vitamindunk fyldt med småsten samt ved at have kastet en mobiltelefon i hovedet på kvinden på bare en meters afstand i 2011.
Det andet tilfælde fandt ifølge politiet sted i 2018, hvor han angiveligt kastede en ukendt genstand i hovedet på en kvinde, som han delte bopæl med, ligesom han tilsyneladende også tog kvælertag på kvinden, alt imens deres fælles barn var vidne til hændelsen.
Der er afsat 13 retsdage til sagen, og den behandles som en nævningesag.