Barbados overgik natten til tirsdag ved midnatstid officielt til at være en republik.

Dermed er den britiske dronning Elizabeth II ikke længere statsoverhoved for den caribiske østat, der formelt set nu ikke er et konstitutionelt monarki.

Det har hun ellers stadig været i 70 år – og altså også efter at den tidligere britiske koloni i 1966 fik sin uafhængighed og blev en selvstændig nation.

Den store dag blev ved overgangen fra mandag til tirsdag markeret ved en stor ceremoni, hvor blandt andre øens nok berømteste navn, Rihanna, deltog.

Rihanna var med til ceremonien og blev hædret.
Rihanna var med til ceremonien og blev hædret. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Popstjernen blev endda i den forbindelse tildelt æresbevisningen som nationhelt: »Må du fortsætte med at skinne som en diamant og bringe ære til din nation,« som det lød fra premiereminister Mia Mottley.

Også den britiske prins Charles var med for at markere de bånd, der stadig er til Storbritannien – han kunne samtidig se Sandra Mason blive indsat som den første præsident i Barbados.

»Skabelsen af denne republik er en mulighed for en ny begyndelse,« sagde prins Charles og kommenterede derefter den dystre fortid med slaveri som britisk koloni:«

»Fra de mørkeste dage i vores fortid og slaveriets forfærdelige grusomhed, som for evigt pletter vores historie, smedede denne ø sin kurs med ekstraordinær styrke.«

Prins Charles holdt tale.
Prins Charles holdt tale. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Derefter blev Sandra Mason taget i ed som den allerførste præsident for Barbados.

Det er næsten 400 år siden, at det første engelske skib ankom til Barbados, hvor der siden var mere end 200 år med slaveri. Det blev afskaffet i 1834.

Det var i 2020, at Barbados' regering besluttede, at landet skulle overgå fra konstitutionelt monarki til republik for at lægge netop den smertefulde fortid som koloni bag sig for alvor.

Nu er en ny æra for de omkring 285.000 indbyggere i Barbados begyndt.

Andre læser også