Barack Obamas pap-bedstemor, Sarah Ogwel Onyango Obama, bedre kendt som Mama Sarah, er død efter kort tids sygdom.

Hun blev 99 år gammel.

Det skriver flere medier, herunder The Guardian.

Mama Sarah døde mandag på et hospital i byen Kisumu i det vestlige Kenya. Ifølge The Daily Nation døde hun efter kort tids sygdom. Dødsfaldet har ikke relation til covid-19, lyder det.

Den tidligere præsident i USA, Barack Obama, har efterfølgende kommenteret dødsfaldet med følgende ord:

»Min familie og jeg sørger over tabet af vores elskede bedstemor, Sarah Ogwel Onyango Obama, af mange kendt som 'Mama Sarah', men for os kendt som 'Dani' eller 'Bedste'.«

»Vi vil savne hende ubeskriveligt, men vi hylder med taknemmelighed hendes lange og bemærkelsesværdige liv,« skriver Barack Obama på Twitter.

Mama Sarah var den tredje kone til Barack Obamas bedstefar, Hussein Onyango Obama, der selv døde i 1979.

Hun blev for alvor et kendt ansigt, da Barack Obama, som daværende senator i Illinois, besøgte sin pap-bedstemor i 2006.

Efterfølgende blev hun i Kenya kendt for sit arbejde med at hjælpe med børne- og familieproblemer. Hun kæmpede også for, at unge piger og forældreløsebørn i Kenya fik ret til skolegang og uddannelse.

Uhuru Kenyatta, præsident i Kenya, har også hyldet Mama Sarah med et opslag på Twitter:

»Mama Sarahs dødsfald er et stort slag for vores nation. Vi har mistet en stærk, ærbar kvinde. En matriark, der holdt Obama-familien sammen, og var et ikon for familieværdier.«