Budskabet er rettet mod investorer over hele verden.

»Du skal kun købe dem, hvis du er klar til at miste alle dine penge,« siger Andrew Bailey.

Og det er altså den øverste chef i hæderkronede Bank of England, der ifølge CNBC på det kraftigste fraråder folk at investere inden for et ellers særdeles populært område: Kryptovaluta.

Bare se på de seneste måneder, hvor eksempelvis bitcoin er eksploderet i værdi og har tiltrukket mange nye investeringer, og det samme er i noget mindre målestok for nylig sket for også dogecoin.

Det er ikke mindst sket, fordi Tesla-milliardæren Elon Musk har været ivrig fortaler for begge kryptovalutaer.

Men fra Bank of England lyder stik modsatte signaler.

»De har ingen værdi i sig selv. Det betyder ikke, at folk ikke tillægger dem værdi, fordi kan have en ydre værdi. Men de har ingen værdi i sig selv,« siger Andrew Bailey på en pressekonference.

Det er ikke første gang, at han siger sådan.

Andrew Bailey har siden marts sidste år stået i spidsen for Bank of England.
Andrew Bailey har siden marts sidste år stået i spidsen for Bank of England. Foto: POOL
Vis mere

Tilbage i 2017 sagde han nogle tilsvarende ord specifikt om den dengang og i dag dominerende kryptovaluta på markedet:

»Hvis du vil investere i bitcoin, skal du være forberedt på at tabe alle dine penge,« lød det.

Dengang for fire år siden var bitcoin ligeledes på himmelflugt, men det endte efterfølgende med et gigantisk kollaps.

Nu er værdien af den digitale igen steget – endnu vildere. I øjeblikket har én enkelt bitcoin en værdi af lige omkring 365.000 kroner.

Også Elon Musk rådede dog i fredags folk til mådehold.

»Kryptovaluta er lovende, men invester med forsigtighed,« skrev han på Twitter og linkede til et interview, hvori han konstaterer:

»Folk skal ikke investere deres livsopsparing i kryptovaluta. Det ville være uklogt.«

Kurserne for kryptovaluta er da også ofte letpåvirkelige, hvilket kunne ses, efter at netop Elon Musk jokede med dogecoin, da han lørdag var gæstevært på 'Saturday Night Live'. Søndag morgen var kursen faldet med omkring 40 procent.