Et tragisk dødsfald har sendt en australsk familie i dyb sorg.

Forældrene Jacob Power og Simone Francis har nemlig måttet tage afsked med deres blot fem måneder gamle datter i en alt for ung alder.

Simone Francis var ude på en ganske almindelig gåtur i en lokal park i den australske by Brisbane med sin datter, Mia, da en skade pludselig fløj meget lavt og direkte mod hende.

I et forsøg på at undvige skaden faldt hun med sin datter i armene, skriver The Australian.

Det er en skade som denne, der har skabt problemer i lokalområdet i Brisbane.
Det er en skade som denne, der har skabt problemer i lokalområdet i Brisbane. GABRIEL BOUYS

Datteren blev herefter hastet til hospitalet med alvorlige hovedskader. Men hun stod ikke til at redde.

Nu har søskende til forældreparret oprettet en fundraising, hvor deres mål er at samle penge ind til at dække omkostningerne ved begravelsen samt samle penge, der kan sørge for, at Jacob og Simone ikke skal bekymre sig om arbejde den kommende tid, så de kan bearbejde sorgen.

»Mias ankomst gjorde Jacobs og Simones liv komplette, de beskyttede hende, oversvømmede hende med kærlighed, og delte ud af hende, så andre kunne beundre hende,« lyder det i forbindelse med indsamlingen:

»Ingen ord kan beskrive den tortur, som Jacob og Simone nu gennemlever.«

Ulykken har vakt harme i lokalområdet, da skaden tydeligvis har skabt problemer i længere tid.

Flere borgere havde brokket sig til bystyret, inden ulykken skete. Skaden har udvist en aggressiv adfærd, formentlig fordi den forsøger at beskytte sin rede.

Efter ulykken er skaden blevet fjernet.