»Undskyld. Vi fordømmer den barbariske gerning og udtrykker vores medfølelse.«

Ordene på de flere meter lange bannere står på både arabisk og engelsk og pryder den centrale plads i bjergbyen Imlil i Marokko.

Her mindes borgerne lørdag danske Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde Maren Ueland, der først på ugen mistede livet på bastialsk vis, mens de var på vandretur i Atlasbjergene.

Kvinderne blev fundet ved deres telt på Toubkal-bjerget, og de havde begge tegn på vold fra et skarpt instrument på halsen.

Myndighederne efterforsker sagen som terror.

Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

Chok, sorg og afmagt har ramt borgerne i området, der for turister normalt betegnes som sikkert at færdes i.

Derfor stimler flere hundrede børn og voksne lørdag formiddag sammen på den centrale plads i Imlil, som ligger tæt på gerningsstedet.

Marokkanske flag blafrer i vinden, og på fliserne står flere hundrede stearinlys.

Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

Skolebørn. Unge kvinder. Mænd. Landsbyens ældste og repræsentanter for de lokale myndigheder er der.

Alle er mødt op for at vise deres sympati for de dræbte og deres pårørende. Mange af dem er gået eller kørt adskillige kilometer i det uvejsomme terræn for at nå frem.

Flere steder i de små teltboder er der billeder af de to skandinaviske kvinder, og plakaterne er prydet med danske og norske flag.

Den lokale guvernør griber mikrofonen og taler til de mange fremmødte. Kort efter synger et kor af unge mænd og kvinder nationalmelodien.

Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

»Vi er så kede af, hvad der er sket. For os er det helt umuligt at forstå. Det er første gang, at der overhovedet sker sådan noget her i vores område, og forhåbentlig vil det aldrig ske igen.«

Det siger en dybt berørt Jamal Imerhane til B.T.s udsendte reporter.

Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

Jamal Imerhane forklarer, at borgerne i området normalt på denne tid holder festen 'Bjergets dag', men den er aflyst i år.

»Vi holder 'Bjergets dag' en gang om året. Det vil vi ikke gøre i år. Vi kan ikke feste efter det, der er sket. I stedet vil vi holde denne mindehøjtidelighed til ære for pigerne.«

Billede af de to myrdede kvinder. Foto: Alex Luka
Billede af de to myrdede kvinder. Foto: Alex Luka Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

Den 24-årige danske Louisa Vesterager Jespersen rejste 9. december til det nordafrikanske land sammen med sin norske veninde Maren Ueland.

Planen var, at de to ville rejse rundt i landet hen over julen, men rejseplanerne fik en tragisk ende, da ukendte gerningsmænd overfaldt kvinderne i deres telt.

Området omkring Imlil er fuldstændig afhængigt af indtægterne fra de mange trekkere og andre turister, der hvert år kommer for at opleve den storslåede natur.

Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

Derfor er drabene et hårdt slag mod både landets, men i særdeleshed Imlils økonomi.

Borgerne i bjerglandsbyen var ikke alene om at vise deres respekt for de to afdøde kvinder. Lørdag blev de to kvinder også mindet flere andre steder i Marokko.

Tusindvis gik på gaden og samledes foran den danske og norske ambassade i hovedstaden, Rabat, for at vise deres sympati med kvinderne og deres familier.

Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

Dobbeltdrabet på de to kvinder bliver efterforsket som en terrorhandling af myndighederne. Den marokkanske anklagemyndighed har tidligere meddelt, at de anholdte har forbindelse til en unavngiven terrororganisation.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) bekræftede onsdag aften, at der på internettet har floreret en video, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte kvinder.

Alt tyder på, at videoen er ægte, oplyser det norske kriminalpoliti, Kripos, i en pressemeddelelse fredag.

Anklagemyndigheden i Marokko bekræfter ægtheden af en anden video, hvor tre af de fire mistænkte i sagen angiveligt sværger troskab til IS og gruppens leder, Abu Bakr al-Baghdadi.