På Louisa Vestergaard Jespersens Facebook-profil er der ikke mange billeder, hvor den livsglade pige er indenfor. Hun er som regel afbilledet på toppen af et bjerg, en øde strand eller på savannen. Altid med et stort smittende smil over hele ansigtet.

Og billederne afspejler meget præcist, hvem hun var, siger hendes venner, veninder og familie til både B.T. og flere andre medier.

»Fuld af energi, glædesspreder, inkluderende, omsorgsfuld og betænksom. Dette var bare nogen få af dine mange fantastiske egenskaber,« skriver Glen Martin, Louisas gode ven og ekskæreste, på sin Facebook-profil.

Mandag blev 24-årige Louisa Vestergaard Jespersen fundet dræbt på en bjergsti i Marokko. Lige i nærheden blev hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland også fundet dræbt. Angiveligt myrdet af fire personer med forbindelse til Islamisk Stat.

Norske Maren Ueland (tv.) og Louisa Vesterager Jespersen (th.) blev fundet dræbt den 17. december i Marokko. Foto: Facebook.
Norske Maren Ueland (tv.) og Louisa Vesterager Jespersen (th.) blev fundet dræbt den 17. december i Marokko. Foto: Facebook. Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

Det blev slutningen på den viljestærke og modige piges alt for korte liv.

Louisa Vestergaard Jespersen havde trods sine kun 24 år allerede oplevet mere, end mange andre når gennem et helt liv. Hun havde været på talrige eventyrsrejser til steder som Argentina, Peru og Norge. Hun både surfede, besteg bjerge og raftede ned af vilde floder. En af hendes store drømme var at komme til Arktis.

»Jeg drømmer om at styre en hundeslæde gennem Arktis, at mærke iskrystallerne ramme mit ansigt og at se ud på et uendeligt hvidt landskab,« siger Louisa selv på en video, der florerer med hende, hvor hun fortæller om drømmen.

Lige så stærk, som hendes eventyrlyst var, lige så åben over for andre var hun.

Louisa Vesterager Jespersen er blevet fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Familien venter stadig på den endelige obduktion.
Louisa Vesterager Jespersen er blevet fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Familien venter stadig på den endelige obduktion. Foto: Facebook
Vis mere

»Hun har altid troet på det bedste i folk,« siger Louisas veninde Sarah Stradel Garn Hansen til Politiken.

Med Louisas store glæde for verdens vilde natur var det også passende, at hun læste en bachelor i friluftsliv i Norge. Hun studerede sammen med Maren Ueland, som også blev fundet dræbt.

Den 28-årige norske pige er flasket op med noget af den smukkeste natur, man kan forestille. Når hun gik ud af barndomshjemmet i den lille norske by Bryne, så var der altid bjerge i horisonten. Noget, som Louisa, der voksede op i Grindsted, selv måtte rejse efter.

De to piger delte deres enorme tro på det bedste i alle mennesker og deres enorme behov for at udforske verden.

Glen Martin og Louisa Vesterager Jespersen var kærester i ca. to år. Nu fortæller han om Louisa, som han blandt andet kalder omsorgsfuld, betænksom og en glædesspreder.
Glen Martin og Louisa Vesterager Jespersen var kærester i ca. to år. Nu fortæller han om Louisa, som han blandt andet kalder omsorgsfuld, betænksom og en glædesspreder. Foto: Glen Martin
Vis mere

Norske Marius Fuglestad travede over Island med Maren Ueland for få år siden.

»Hun var en fantastisk ekspeditionspartner. Jeg var morgengnaven, men hun lyste op. Det gav os en god start på dagen,« siger han til norske VG om turen, som desværre kun varede fem dage, da Maren pludselig skadede akillessenen.

De to kendte ikke hinanden i forvejen, da de tilfældigt mødtes i sommer. Da de talte sammen om deres rejser, spurgte Marius friskt, om hun ville gå med over Island. Til sin overraskelse sagde den kønne norske pige straks ja.

»Hun var en vældig glad person, som fik det bedste ud af mig og dem omkring hende,« siger han til VG.

Glen Martin og Louisa Vesterager Jespersen var kærester i ca. to år. Nu fortæller han om Louisa, som han blandt andet kalder omsorgsfuld, betænksom og en glædesspreder.
Glen Martin og Louisa Vesterager Jespersen var kærester i ca. to år. Nu fortæller han om Louisa, som han blandt andet kalder omsorgsfuld, betænksom og en glædesspreder. Foto: Glen Martin
Vis mere

Fire personer er anholdt i sagen. Det er i skrivende stund ikke endeligt bekræftet, om de fire personer er identiske med dem, som optræder på en brutal video, der cirkulerer, og som viser et brutalt drab på en kvinde. Kvinden formodes at være en af de to dræbte kvinder, men det er heller ikke endeligt bekræftet.