I 2012 mistede den australske veteran Curtis McGrath begge sine ben i en bombeeksplosion i Afghanistan.

Han fandt fred med amputeringen. Han trænede sig op og vandt ti VM-titler og en paraolympisk guldmedalje i kano.

Han er tilmed på vej til dette års paraolympiske lege i Japan for at repræsentere sit land endnu en gang.

Men Talibans overtagelse af Kabul har revet hans opmærksomhed væk fra de paraolympiske lege. Det har revet ham tilbage i et sort hul af minder om hans krigsdeltagelse i Afghanistan – indsatsen, der føles nytteløs, og hans ben, der gik tabt til en krig, der nu tilsmiler fjenden.

»Var det værd at miste mine ben? Før sidste uge havde jeg intet problem haft med at sige ja,« siger han til news.com.au.

Nyheden om det overtagede Kabul satte mange følelser i gang hos Curtis McGrath.

»Først var jeg irriteret. Og vred. Vi trænede og udstyrede 300.000 afghanere, og det lyder, som om de bare lagde sig fladt ned og overgav deres våben til Taliban,« siger han til news.com.au og fortsætter:

»Så ja, først tænkte jeg over, om det var det hele værd efter den pris, vi betalte i penge, liv og lemmer.«

Dog endte han med at finde mening i sin deltagelse i krigen igen.

Han kom i tanke om en ældre mand, der under krigen afslørede sig selv for Taliban for at røbe, hvor oprørerne havde begravet bomber, også kaldet IED'er.

»Det var hans mod, der lod os fjerne en række IED'er. Og jeg er helt sikker på, at ved at gøre det reddede vi liv.«

Det skæbnesvangre møde med IED'en, han selv trådte på, som endte med at tage hans ben og sende ham gennem ni operationer i tre forskellige lande, vil han nu heller ikke ændre.

»Det kunne have været en skolebus, der kørte over den, så jeg vil ikke ændre på noget. Derfor kan jeg retfærdiggøre mit offer. Uanset hvad der sker nu, ved jeg, at jeg gjorde en forskel,« siger Curtis McGrath.

Situationens indflydelse på resten af de berørte gør ham dog stadig urolig.

»Mine tanker er stadig ved folkene i Afghanistan og veteranerne, der har svært ved at arbejde med, hvad der er sket,« siger han til news.com.au.