Walt Nauta er den loyale assistent, der går gennem ild og vand for at opfylde alle Donald Trumps ønsker. Diskret servicerer han ekspræsidenten på tæt hold, bringer ham kolde colaer, bærer hans tasker og retter hans krave, når den sidder skævt.
Men nu kan den tjenende ånd blive manden, der ufrivilligt fælder Trump. I hvert fald er Walt Nauta nu tiltalt og anklaget i den hidtidig mest alvorlige sag med Trump.
Det hele startede ellers godt. I det hvide hus var Walt Nauta den personlige assistent, der aldrig fyldte noget, men altid stod på spring uden for det ovale kontor for at reagere på Trumps mindste vink.
The Washington Post beskriver Walt som stilfærdig, pligtopfyldende og konfliktsky.
Da Trump modstridende måtte forlade verdens mest magtfulde embede i det hvide hus og flytte tilbage til sit hus i Mar-a-Lago i Florida, så fulgte Walt Nauta med. Og det er her problemerne begynder. Både for Trump og Walt Nauta.
For Trump er anklaget for at have bragt hemmeligstemplet papirer med hjem til Florida og nægtet at aflevere dem tilbage. Den amerikanske anklagemyndighed hævder, at Trump har bedt Walt Nauta flytte æsker med dokumenter for at skjule dem FBI.
Ifølge avisen The Washington Post nægtede Walt Nauta i første omgang, at han havde haft noget med de hemmeligstemplede dokumenter at gøre. Men i et senere forhør erkender han, at han på Trumps ordre har flyttet rundt på udvalgte dokumenter. Ifølge avisen skulle der eksistere videooptagelser fra Florida, der bekræfter dette.
Sagen mod Trump vurderes til at være den hidtidig mest alvorlige for ekspræsidenten.
»Det handler om spionageloven, det handler om nationens sikkerhed, det handler om obstruktion og det handler tilsyneladende om, at han løjet om det,« har Jørn Brøndahl, professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, tidligere sagt til B.T.
»Strafferammen for brud på spionagelovgivningen er op til ti års fængsel: Så ja, det er alvorligt. Og bare tanken om, at en tidligere præsident potentielt kan komme i fængsel er bare i sig selv meget alvorlig,« siger Jørn Brøndahl.
