I Spanien har politiet længe arbejdet på at få lukket en streamingapp ned, der havde mange millioner brugere.
Det er nu lykkedes.
Sammen med Europol har det spanske politi nemlig ransaget en række huse i Spanien og Andorra, ligesom man gennem retssystemet har fået lukket domænerne.
Det skriver Europol.
Efterforskningen begyndte i 2018, da det nationale politi modtog en række anmeldelser fra blandt andet filmselskaber og fodboldorganisationer.
Anmeldelserne gik på, at der var en app, som blev brugt lystigt, og hvor man kunne streame de tv-kanaler, der normalt koster penge.
Det viste sig efterfølgende, at appen var downloaded mere end 100 millioner gange.
Tilmed viste efterforskningen, at appen havde forbindelse helt til Tjekkiet, hvor massive servere har stået og været med til at skabe stabilitet til appen.



