»Vi skulle have drukket kaffe og hygget os efterfølgende, men det blev det så ikke til.«
Ordene er Helle Hansens. Hun er ansat i sundhedssektoren, og sammen med en kollega skulle hun i dag have haft det første stik med AstraZeneca-vaccinen.
Kort forinden fik hun et opkald. Hendes tid var aflyst, fordi der i går havde været to alvorlige hændelser som følge af vaccinen.
»Det er jeg rigtig ked af, det må jeg nok sige. Jeg synes, der var lettet noget fra mine skuldre, og jeg tænkte, at nu sker der et eller andet,« lyder det fra den 60-årige kvinde.

I begyndelsen var hun dog først og fremmest fyldt med usikkerhed, fordi det endnu ikke var offentliggjort, hvad de to alvorlige hændelser var.
Den vished fik hun senere på formiddagen. Her offentliggjorde Sundhedsstyrelsen baggrunden for, at Helle Hansen og massevis af andre danskeres vaccinationstid i dag var blevet aflyst.
»Det sker efter indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret med covid-19-vaccinen fra AstraZeneca. De europæiske lægemiddelmyndigheder har på den baggrund iværksat en undersøgelse af AstraZeneca-vaccinen. Én indberetning vedrører et dødsfald i Danmark. Det kan på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne,« skriver styrelsen.
Derfor har de valgt, ud fra et forsigtighedsprincip, at sætte alle vaccinationer med AstraZeneca på pause i foreløbig 14 dage.
Helle Hansen er dog ikke helt tryg ved udsigten til at skulle have netop den vaccine, hvis den bliver frikendt og dermed bliver taget i brug igen.
»Jeg har lige sms'et med min datter, og hun skriver, 'kan du da ikke selv kan bestemme, hvilken én du skal have',« siger hun.
Helle Hansen havde på forhånd betænkeligheder ved vaccinen, fordi der har været fortællinger om bivirkninger blandt hendes kollegaer og i medierne. Men hun mener også, man skal stole på myndighederne.
»Der har været skrevet en del om det i medierne, men samtidig så tænkte jeg på, at det er den, jeg får. Man er jo en lille brik i det her puslespil, og man har også behov for at føle sig tryg i alt det her. Og det kan hurtigt blive noget med, at alle går rundt og er kloge-åger,« siger hun.

Ud over at være ansat i frontlinjen har hun diabetes, og derfor har hun længe set frem til dagen i dag, hvor hun kunne blive vaccineret. Selvom hun er lettet over, at hun ikke nåede at få AstraZeneca-vaccinen, er hun samtidig skuffet over udsigten til at skulle vente på ny.
»Jeg havde aftalt med en kollega, at vi skulle derud, og det var nærmest en festdag for os. Så jeg synes, det er hårdt. På mange områder har det her år været anderledes, men jeg har jo stadig skullet passe mit arbejde,« siger Helle Hansen.