Anthony Bourdain var slet ikke så velhavende ved sin død, som omverdenen i første omgang troede. Han efterlader sin 11-årige datter Ariane med en arv, der 'kun' svarer til godt 10 millioner danske kroner.

For en måned siden blev den verdensberømte amerikanske kok og tv-personlighed fundet død på et hotelværelse i Frankrig. 8. juni tog han sit eget liv i en alder af 61 år. Efter hans død blev hans formue anslået til at ligge langt over 100 millioner kroner, men nu viser det sig, at kokkens formue altså var langt mindre.

Det skriver New York Daily News og Page Six, som var i retten på Manhattan, New York, da boet blev opgjort.

Anthony Bourdain og kæresten Asia Argento.
Anthony Bourdain og kæresten Asia Argento. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Bourdain testamenterede stort set hele sin formue til sin datter, men kontrollen med hans ejendom overgår til hans tidligere kone, Ottavia Busia-Bourdain.

Arven består dels af kontanter og opsparing, dels af royalties.

Bourdain er blandt andet kendt for sit prisbelønnede tv-program 'Parts Unknown' på CNN, hvor han rejser rundt i verden og laver mad og møder spændende mennesker. Han har tidligere været meget åben om sin kamp mod blandt andet heroin, kokain og depression i sin ungdom. Selvmordet kom på et tidspunkt, hvor kokken var i Frankrig for at filme nye episoder til sit program.

Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Anthony Bourdain blev udlært som kok i 1978. Han arbejdede på forskellige restauranter, inden han for alvor blev verdenskendt i 2000, da han udgav bogen 'Kitchen Confidential: Adventures in the Culinary Underbelly' (Køkkenhemmeligheder: Eventyr i den kulinariske bug, red.).

Siden har han særligt gjort sig bemærket med rejseprogrammer på flere tv-kanaler. Herunder programserien 'A Cook's Tour' på Food Network, 'No Reservations' på Travel Channel og siden 'Parts Unknown' for CNN.

Bourdain advokerede også for bedre arbejdsforhold for køkkenpersonale og marginaliserede befolkningsgrupper.