8. juni blev den verdenskendte kok og tv-personlighed Anthony Bourdain fundet død på sit hotelværelse i Frankrig. Han havde taget sit eget liv i en alder af 61 år.

Bourdain, der blandt andet er kendt for sit prisbelønnede rejse/madprogram 'Parts Unknown', har tidligere været meget åben om sin kamp mod blandt andet heroin, kokain og depression i sin ungdom. Det viser sig, at han ikke var på stoffer, da han tog sit eget liv. Det skriver New York Times, der har talt med de lokale myndigheder.

Christian de Rocqugny fra den lokale anklagemyndighed oplyser til den amerikanske avis, at Bourdain ikke havde stoffer i blodet, da han tog sit eget liv. Dermed slutter det fransk politis arbejde i den tragiske sag.

Foran Bourdains nu lukkede restaurant Brasserie Les Halle i New York blev han mindet med blomster og breve.
Foran Bourdains nu lukkede restaurant Brasserie Les Halle i New York blev han mindet med blomster og breve. Foto: BRENDAN MCDERMID
Vis mere

Avisen skriver, at Bourdain blev kremeret i Frankrig og kokkens jordiske rester samt ejendele er sendt til Bourdain-familien.

Bourdain slog igennem som kok på den franske restaurant Brasserie Les Halles i New York. Han blev for alvor kendt, da han skrev bogen 'Kitchen Confidential' i 2000, hvor han lukkede folk ind bag scenen i det professionelle køkken - råt for usødet.

Bourdain efterlod sig en 11-årig datter, som han fik med ekskonen Ottavia Busia. Da han døde dannede han par med skuespilleren Asia Argento.